Vejdirektoratet: Vi kan ikke vente ni år på skybrudssikring

Lyngbyvej på Østerbro bliver oversvømmet gang på gang. HOFOR har en løsning klar i 2026, men Vejdirektoratet vil have handling nu.

Søndag over middag blev Lyngbyvej på Østerbro oversvømmet igen, igen, igen, og ifølge fagbladet Ingeniøren er vejen et af de mest udsatte steder på statsvejnettet.

Et stort projekt med to rørledninger og et overløbsbassin i Ryparkens Idrætsanlæg skulle egentlig have stået færdigt i år 2016 og have reduceret problemerne med de store vandmængder på vejen, men HOFOR har nu meldt ud, at projektet ikke bliver til noget før år 2026.

- Vi er i gang med et mere langsigtet projekt, hvor vi bygger en stor skybrudstunnel i metrostørrelse, og det har hele tiden været planen, at den først skulle stå færdig i 2026. Byggeriet af skybrudstunnellen kolliderer med projektet med overløbsbassinet, og overløbsbassinet er ikke en ligeså effektiv løsning som skybrudstunellen, forklarer Brian Hansen, der er planchef for HOFOR.

HOFOR kan derfor først færdiggøre projektet med overløbsbassinet, når de er færdige med skybrudstunellen. Men det er ikke godt nok, lyder det i dag fra Niels Tørslev, der er trafikdirektør i Vejdirektoratet.

- Vi har rigtig svært ved at se på, at Lyngbyvejen bliver oversvømmet igen og igen, når den bliver brugt af 70.000 bilister dagligt. Vi kan ikke vente i ni år på en løsning, siger han.

Niels Tørslev vil have en løsning her og nu:

- Jeg er for utålmodig på trafikanternes vegne til at vente til 2026. Der skal ske noget nu. Om det så er en midlertidig løsning eller ej.

HOFOR og Vejdirektoratet skal mødes

Brian Hansen fra HOFOR kan godt forstå frustrationerne og afviser ikke, at der kan findes en ny, midlertidig løsning:

- Det er for tidligt at love at vi kan finde en midlertidig løsning, men vi ser på det i tæt samarbejde med Vejdirektoratet. Vi mødes med dem i morgen for at diskutere både mindre løsninger og et forbedret beredskab, så vandet er der så kort tid som muligt, hvis vi ser oversvømmelser på vejen igen.

Niels Tørslev ser frem til mødet i morgen, og han håber, at der kommer en konkret løsning på bordet.

- Jeg har ikke selv viden om, hvad der skal til for at løse problemet, men jeg er glad for, at vi er blevet inviteret til det her møde, hvor vi kan snakke om, hvad der kan gøres, for noget skal der altså ske, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik