Vejdirektoratet til festival-bilister: Forvent lang kø

Foto: Claus Fisker - Scanpix

Hjemmeværnet og Vejdirektoratet vil løbende guide trafikanter lørdag. Vær tålmodig, lyder budskabet.

Sommerferien er nu skudt igang, og trafikken er dermed traditionen tro udfordret af de mange bilister, der skal ud af hovedstaden. 

Mange kører sydpå, mens tusindvis også skal på Roskilde Festival, hvor campingområdet åbner lørdag.

Allerede fredag har der da også været tæt trafik ud af København, oplyser vagthavende ved Vejdirektoratet, Brit Osted Nielsen, til TV 2 Lorry:

-  Omkring Roskilde går trafikken næsten i stå på grund af alle de forældre, der skal aflevere deres børn på festivallen, siger hun. 

Læs også Mudderkort: Roskildes nye teltområde bliver ’sikker havn’

Trafikken vil holde stille

Hun oplyser, at man kan forvente, det bliver endnu værre lørdag, da det er den største rejsedag denne sommer.

- Lørdag bliver den mest trafikerede dag. Der bliver kø-dannelser helt fra morgenstunden og frem til omkring klokken 18, siger Brit Osted Nielsen til TV 2 Lorry.

Hun råder bilister til at køre meget tidligt eller sent om aftenen. 

Man bør benytte tilkørsel 12 og 14 nær Roskilde Festival i hele perioden mellem den 23. juni og 4. juli 2017. 

Der kan forekomme kortvarige totalspærringer af tilkørsel 11 mod Holbæk og tilkørsel 13 mod København.

  Foto: Google maps

Lavere fart

Hjemmeværnet vil løbende vurdere, hvorvidt der er for mange biler på motorvejen tæt på frakørsel 12, så det er nødvendigt at spærre for flere bilister, oplyser Vejdirektoratet. 

Derudover er hastigheden på motorvejen sat ned til 80 km/t på strækningen mellem fredag den 23. juni og tirsdag den 4. juli. 

Man tilføjer, at der også forventes trafikale problemer ved frakørsel 12 fra København. Bilisterne opfordres derfor til at benytte frakørsel 10 mod Roskilde Ø, Roskilde C og Hillerød. Eller afkørsel 13 mod Ringstedvej, Ringsted og Lejre. 

Man kan løbende holde sig opdateret på Vejdirektoratets hjemmeside. 

Læs også Hvilket år var Roskildes bedste? Genhør alle årene her