Foto: TV 2 Lorry

Våben fundet ved aktion mod rockerklub

Københavns Vestegns politi fandt i formiddags knive og et skarpladt våben ved en anholdelsesaktion mod rockerklubben No Surrender i Brøndby. Seks personer er anholdt.

Aktionen kommer efter et forsøg på manddrab i Ishøj den 17. august. Her blev to personer stukket gentagende gange med kniv.

Kort efter blev fire personer fra District 26/No Surrender anholdt og varetægtsfængslet. Men politiet mener, at seks øvrige personer fra klubben var involveret i drabsforsøget.

Af de seks anholdte i forbindelse med formiddagens aktion, mener politiet, at fire af mændene deltog i drabsforsøget den 17. august og de vil nu blive fremstillet i grundlovsforhør. De to øvrige anholdt efter formiddagens aktion, er sigtet i andre forhold.

- Vi leder altså forsat efter de to sidste navngivne personer. Jeg er dog fortrøstningsfuld i forhold at finder dem og det er også vigtigt at understrege at sagen her ikke bunder i bandekonflikt, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson fra København Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

No Surrender er en udbrydergruppe fra rockerklubben Satydarah.