Atleter skal blive en del af fællesskabet
Siden 2010 har man aktivt arbejdet for at få flere 'specielle' atleter sluset ind i Helsingørs almene sportsklubber, og Special Olympics skal være med til at markere denne særlige indsats.
Socialpædagoger har vejledt og trænet med byens udviklingshæmmede. Man har skaffet sponsorer og taget kontakt til en lang række idrætsforeninger.
På ridecentret er de da heller ikke i tvivl om, at Lene Berg passer godt ind, selvom hun er anderledes end de fleste:
- Hun er en del af fællesskabet på lige fod med alle andre. Jeg synes, det er en gave, at vi allesammen færdes de samme steder på lige vilkår, siger ridemakkeren Pernille Christiansen.
- Hvis ikke man har mødt mennesker med særlige udfordringer, så kan det være noget, som man er lidt bange for, uddyber hun.
Planlagt af udøverne selv
Idrætsfestivalen vil løbe over tre dage.
Den 'specielle' olympiske ild vil under åbningen blive redet ind i byen, mens blandt andet Helsingør Ungdomsskole vil stå for sang og musik.
Det har fodboldspilleren Casper Lithander, der også har en mild hjerneskade, været med til at planlægge, for det har været vigtigt at inddrage de mennesker, som skal deltage.
- I eventgruppen sidder jeg sammen med politikere. Det er sjovt, og det er rigtig lærerigt. Det giver mig lidt mere selvtillid, siger han til TV 2 Lorry.
Politikere kan faktisk godt - ifølge Casper - være meget sjove. Også selvom han nemt bliver træt, når han arbejder.