Ubuden gæst i Zoo: Tre kænguruer og sjælden antilope dræbt

Foto: Brian Bergmann / Scanpix

Den skyldige er nu blevet fundet i Zoologisk Have i en sag, hvor fire dyr henover den seneste måned er blevet fundet dræbt.

Tre wallabykænguruer og den eneste dykkerantilope, som Københavns Zoologiske Have havde gående, er i løbet af den seneste måned blevet fundet dræbt i Zoo. Det skriver Berlingske. 

Det har undret personalet, hvem der stod bag, men nu er mordgåden løst. 

Læs også Nyfødt chimpanse i Zoo: Tyve år siden at mor sidst fik unge

Det var en snu byræv, som havde fundet ud af at kravle under eller gennem hegnet, der omkranser haven. Dermed har der for den ubudne gæst været adgang til en sand - og sjælden - ad libitum buffet gennem de sidste fire uger. 

Zoologisk Have ønsker ikke at uddybe sagen over for TV 2, men den ansvarlige ræv er nu blevet fanget og skudt. Det var områdeleder Lars Holse, som lokkede den snedige ræv i fælden ved at bruge kødet fra en af wallabykænguruerne, skriver tv2.dk.

Læs også Zoo's elefanter bekæmper madspild: Spiser 200 kilo græskar

En DNA-undersøgelse havde forinden afgjort, at det var lige præcis den ræv, som har taget for sig af retterne. Og selvom det kan virke som en besværlig opgave at snige sig ind i Zoologisk Have, så er det ikke nødvendigvis særlig udfordrende for ræven. 

Læs også Dyrlæger advarer: Flere hunde rammes af livsfarlig sygdom

- Hvis den bare kan få hovedet igennem et hul i hegnet, er det nok til, at den kan komme igennem. De er adrætte. Specielt hvis de har fundet ud af, at der er mad på den anden side.

Det fortæller Lars Holse til Berlingske og ærgrer sig desuden over, at dykkerantilopen blev et af ofrene. Haven havde nemlig ventet på at få en mage til den.