Tyve stjæler fælge fra luksusbiler i København

Luksusbiler får stjålet dæk og fælge på parkeringspladser i København. Alene foran Hotel Bella Sky er der observeret mindst seks tyverier, hvor biler har fået stjålet dæk og fælge.

Selvom du husker at låse din bil, kan du ikke vide dig sikker mod tyveri. I løbet af det seneste halve år er der observeret seks tilfælde af tyveri på parkeringspladsen ved Hotel Bella Sky, hvor luksusbiler bliver løftet op på paller og kasser for derefter at få fjernet dæk og fælge – de seneste to i påsken.

- Det er ikke isoleret til Bella Centeret eller Bella Sky. Vi er i kontakt med lokalpolitiet her på Amager, der fortæller os, at det også sker andre steder, siger Martin Stuchly, der er sikkerhedschef i Bella Center Hospitality Group til TV 2 Lorry.

Det drejer sig blandt andet om biler af mærket Volkswagen, Mercedes, Porsche og BMW. Originalfælge og dæk til luksusbiler kan nemlig let koste over 35.000 kroner. Efter tyverierne vil man nu skærpe sikkerheden på parkeringspladsen foran Hotel Bella Sky.

- Det er en naturlig konsekvens, når vi har haft de her hændelser. Vi har en vagtordning som nu går patrulje herude, og vi har udarbejdet en handleplan, hvor vi investerer kraftigt i øget og skærpet opmærksomhed mod det her problem, siger Martin Stuchly.