Trafik-kaos omkring lufthavnen: "Umuligt at arbejde i frostvejr"

Københavns Lufthavn vil lette trafik-køen ved rundkørslen på Kystvej, men løsningerne kan først komme til foråret 2018.

Bilisterne i Dragør må væbne sig med tålmodighed. Der vil ifølge Københavns Lufthavn CPH gå lidt tid, før de kan forvente løsninger på de trafikale problemer omkring Kystvejen. 

quote Det er ikke rimeligt, at borgerne skal bruge lang tid på at komme ud af deres egen by

Kenneth Gøtterup, gruppeformand, Konservative, Dragør Byråd

- Man kan ikke lave vejarbejde, når der er risiko for frost. Det er umuligt at arbejde, når jorden er så hård. Det gør, at vi ikke kan lave en lynhurtig løsning, som vi meget gerne vil, siger Kasper Hyllested, der er pressechef hos CPH Lufthavn. 

Det er Kenneth Gøtterup, som er gruppeformand for Konservative i Dragør Byråd, der har henvendt sig til Københavns Lufthavn på Facebook. 

- Det er ikke rimeligt, at borgerne skal bruge lang tid på at komme ud af deres egen by, sagde han til TV 2 Lorry tilbage i august 2017. 

quote Jeg havde håbet på en hurtigere løsning, men jeg har også forståelse for, at det kan tage lang tid. 

Kenneth Gøtterup, gruppeformand, Konservative, Dragør Byråd

Beboerne i Dragør er afskåret fra resten af hovedstaden på grund af Københavns Lufthavns landingsbaner. Det betyder, at bilisterne kun har to veje, de kan køre ud af byen. På Kystvejen, som ender i en rundkørsel, der forbinder Dragør, Lufthavnen og Øresundsmotorvejen, kan der ofte opstå kø. 

 
 

- Vi er på sagen! Desværre kan vi ikke lave en lynhurtig løsning, fordi vejarbejdet ikke kan laves, når der er risiko for frost. Vi bliver derfør nødt til at vente til foråret 2018, inden der kan tages første spadestik til de nye løsninger ved rundkørslen og på motorvejsbroen, det skriver CPH på Facebook som svar til Kenneth Gøtterup, gruppeformand for Konservative. 

'Borgerne skal føle sig trygge' 

Kenneth Gøtterup er glad for at CPH lufthavn tager et ansvar som virksomhed.

- Jeg havde håbet på en hurtigere løsning, men jeg har også forståelse for, at det kan tage lang tid. Det vigtigste for borgerne i Dragør er, at der ligger en tidsplan, og man ved, hvad der kommer til at ske, så de kan føle sig trygge, siger Kenneth Gøtteerup.

Tilbage i august 2017 meldte CPH ud, at de var bekendte med udfordringerne, og at de snarest ville finde en løsning.

- Vi ved godt, at der har været et problem i myldretiden, og CPH er derfor klar til at levere løsninger, så rejsende, naboer og ansatte i lufthavnen ikke skal sidde i kø ved rundkørsler. 

quote Det er et problem for vores naboer, men det er også et problem for vores ansatte og de rejsende i lufthavnen. 

Kasper Hyllested, pressechef, CPH Lufthavn.

Det er ikke 100 % afklaret, hvilken dato vi går i jorden, men de lovede løsninger skal stå færdig i løbet af 2018. Selvfølgelig helst så tidligt som overhovedet muligt, sagde Henrik Peter Jørgensen, kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn til TV 2 Lorry for omkring to måneder siden. 

CPH kommer til at investere omkring 12 millioner kroner i trafikale løsninger i rundkørslen og på motorvejsbroen ud mod kystvejen. Projektet er lavet i samarbejde med Tårnby Kommune og A/S Øresund.

Hvorfor har I valgt at investere 12 millioner kroner? 

- Der har været problemer særligt i morgentimerne. Det er problem for vores naboer, men det er også et problem for vores ansatte og de rejsende i lufthavnen. En del af matriklen er vores, og derfor synes vi, at det er noget, vi skal tage ansvar for at finde løsninger på, siger Kasper Hyllested, der er pressechef hos CPH Lufthavn til TV 2 Lorry. 

Ifølge pressechefen kan løsningerne betyde, at de voldsomme kødannelser omkring myldretiden vil blive reduceret fra dag et. 

Foto: CPH lufthavn
Foto: CPH lufthavn

Ifølge CPH lufthavn skal fire konkrete tiltag sikre, at kapaciteten i rundkørslen og på kystvejen tilpasses den forventede trafikale vækst. 

  • Der etableres forbindelse med ny shunt/vognbane fra Kystvejen mod nord op mod rampekrydsene i Rundkørsel Øst
  • CPH bygger to venstresvingsspor fra broen mod Amager Strandvej
  • To venstresvingsspor på Amager Strandvej til motorvejen mod København
  • Flytning af cykelstikrydsningen på Kystvejen

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik