KOMMUNAL OG REGIONSRÅDSVALG 2017 Gå til valg forsiden

Torvehaller på vej på Frederiksberg

00:43

Det er på denne plads, hvor der formentlig vil komme torvehaller i nær fremtid. Video: TV 2 Lorry

Planerne om torvehaller på parkeringspladsen bag rådhuset på Frederiksberg er nu kommet et stort skridt nærmere realisering.

Torvehallerne på Israels Plads ved Nørreport Station i København er blevet en stor succes siden åbningen i 2011, og nu vil Frederiksberg gerne bygge et tilsvarende sted på parkeringspladsen bag rådhuset.

By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har besluttet, at der skal udarbejdes en ny helhedsplan for området, hvor der vil være underjordiske parkeringspladser og torvehaller på pladsen. 

Læs også Københavnsk madmarked hyldes som et af Europas bedste

Placering er oplagt

Ifølge Politiken har Frederiksberg Kommune derudover indgået en såkaldt hensigtserklæring med torvehalskonsortiet NFT1 ApS, som blandt andet består af  Hans Peter Hagens, der er arkitekten bag Torvehallerne på Israels Plads ved Nørreport Station i København.

Han mener, placeringen er oplagt, da området både ligger i forlængelse af Frederiksberg Have og Gammel Kongevej med de mange butikker.  

- Vi skal bringe det bedste fra Torvehallerne på Nørreport til Frederiksberg. Bilerne kommer under jorden, og på overfladen forestiller vi os en smuk, levende markedshal og en udendørs træklædt torveplads med masser af de bedste råvarer fra alle Danmarks landdistrikter, siger Hans Peter Hagens til Politiken og fortsætter:

- Det er et naturligt sted at sætte sig hen og få en kop kaffe eller et glas vin, fordi det i forvejen er et område, hvor folk promenerer. 

En ny lokalplan forventes godkendt i 2019, og så kan byggeriet gå i gang.

Hvis alt går planmæssigt, kan torvehallerne bag rådhuset på Frederiksberg stå klar allerede i 2020.