00:52

Tingbjerg-borger om politikere: "Jeg synes, det var småpinligt"

En gruppe borgere fra FSBs sociale boligbyggeri i Tingbjerg var med til møde i Borgerrepræsentationen torsdag aften. Målet var, at få udtalt kritik af FSB.

14 borgere fra et alment boligbyggeri i Tingbjerg var torsdag aften med til møde i Københavns Borgerrepræsentation.

Her skulle de overvære politikernes diskussion om punkt 38 på dagsordenen, der omhandlede et forslag om kritik af FSBs håndtering af problemerne med det boligbyggeri, som de alle bor i.

Sagen omhandler en renovering i af et boligbyggeri i Tingbjerg, som ikke kan kaldes velafviklet. Renoveringen startede i april måned sidste år, hvorefter flere beboere er blevet kronisk syge.

Selvom renoveringen omhandler udbedring af skimmelsvamp, mug og håndtering af asbest, er beboerne i byggeriet ikke blevet tilbudt genhusning. Det har fået flere til at omtale renoveringen som en 'skandale-renovering'.

Det fik mange borgere til at klage til kommunen over FSBs håndtering af renoveringen. Ifølge Københavns Kommune har de aldrig modtaget så mange klager som følge af en renovering i et alment nyttigt boligselskab.

Bolden skudt til hjørne - men ikke ud

Dansk Folkeparti og De Radikale har i fællesskab stillet forslag om, at borgerrepræsentationen skal udtale kritik af boligselskabets håndtering af den skandaleramte renovering.

Det er da udemærket, at der nu er nogen, der skal til at kigge på det, og nogen der skal begynde at interessere sig for det

Finn Rudaizky (DF)

Det blev dog ikke til noget i første omgang, men ved mødet blev det vedtaget, at forslaget nu skal behandles i Teknik- og Miljøudvalget. Det både glæder og bekymrer Finn Rudaizky (DF).

- Det er da udemærket, at der nu er nogen, der skal til at kigge på det, og nogen der skal begynde at interessere sig for det. Det var ikke tilfældet i december måned - der var der slet ikke nogen, der var interesserede i det, siger Finn Rudaizky og tilføjer:

- Så jeg kan kun sige, at det er positivt. Men det, som man måske kan frygte, er, at der er rigtig mange, som måske kan have en interesse i at sende det i udvalg for at beslutte der, at der ikke skal ske nogen kritik af FSB. Det kan jeg godt være en lille smule nervøs for.

Beboer: 'Jeg synes faktisk, at det var lidt småpinligt'

Blandt beboerne i Tingbjerg var der heller ikke udpræget glæde over det møde, som de var inviteret til.

- Jeg synes at Mette Annelie Rasmussen (Rad. V.) og Finn Rudaizky (DF) kæmpede bravt. Men jeg er skuffet over, at det virker som om, der er rigtig mange i salen, der slet ikke kender sagen, siger Anja Brink, der bor i det berørte byggeri i Tingbjerg, og fortsætter:

- Jeg er skuffet over udfaldet, men jeg er også skuffet over, at man ikke har set det mere interessant for de andre medlemmer af borgerrepræsentationen.

Jeg er skuffet over udfaldet, men jeg er også skuffet over, at man ikke har set det mere interessant for de andre medlemmer af borgerrepræsentationen

Anja Brink, beboer i det berørte byggeri

Alligevel er håbet ikke slukket endnu - heller ikke blandt borgerne.

- Heldigvis sidder Mette Annelie Rasmussen i udvalget, så jeg tror på, at det skal blive arbejdet på hurtigst muligt. Men jeg kunne godt have tænkt mig, at det bare havde været overstået i dag. 

Hvordan var det at overvære diskussionen derinde?

Jeg synes faktisk, at det var lidt småpinligt, når folk stillede sig derop.

Anja Brink, beboer i det berørte byggeri

- Jeg synes faktisk, at det var lidt småpinligt, når folk stillede sig derop. Hvis man skal på talerstolen, så skal det være fordi man ved noget om det, og det gjorde de ikke, siger Anja Brink og tilføjer:

- Jeg var stolt af vores to forkæmpere, men jeg er ked af, at det ikke gav et andet udfald.