Tegn et skybrud til Lorry

Her er en opfordring til alle børn, der godt kan lide at tegne.

Frederiksberg Forsyning er sammen med Codan Forsikring og Teknologisk Institut i gang med en kampagne.

Den skal få folk til at komme med ideer til, hvordan vi sikrer os mod skybrud - og vores yngste seere er INVITERET til at være med.

Hver dag bringer Lorry i sine vejrudsigter vejrtegninger, der er tegnet af børn.

Fra på mandag og de næste 14 dage vil vi gerne bringe tegninger, der viser skybrud og kraftig regn.

Så hvis du sender dit barns tegning til os på Lorry, så kan det være, den bliver vist i TV.

Sker det, så kvitterer vi med lidt chokolade - og tegningen indgår selvfølgelig i vores konkurrence om kåringen som månedens vejrtegning, hvor vinderen får et fjernsyn.

De skybrudstegninger, vi viser, kommer samtidig til at indgå i en udstilling, der vises på Frederiksberg Rådhusplads i dagene 19. til 29. september.

Husk at skrive navn, alder og adresse bag på tegningen og send den til:

LORRY

Allégade 7-9

2000 Frederiksberg

Mrk. Skybrud.