01:11

Syriske flygtninge oplever Roskilde-ånden som frivillige

To syriske flygtninge er på Roskilde Festival for første gang, hvor de sørger for rene teltlejre og god stemning.

Iført orange veste og bevæbnet med godt humør hjælper de to syriske flygtninge Mustafa Hurik og Ramez Joha festivalgæsterne i Roskilde Festivals mest sociale teltlejr, Settle’n Share.

Her arrangerer gæsterne morgensang - og naboskab er en selvfølge.

- Vi går rundt og sørger for, at alle har det godt, og så hjælper vi til, hvis de mangler hjælp, siger Mustafe Hurik, mens han spejder ud over de mange telte.

Det er blot 14 måneder siden, at de to syrere kom til Danmark som flygtninge fra det krigshærgede Syrien. Siden da har de gået på Silkeborg Højskole, hvor de blev opfordret til at mærke 'the orange feeling' på Roskilde Festival.

- Vi skulle besøge Roskilde Højskole. Deres forstander sagde, at vi kunne blive frivillige. Så vi ville gerne se, hvad det var for noget, siger Ramez Joha.

Og den særlige stemning har de i den grad mærket.

- Det har været virkelig godt. Jeg elsker, at man kan være sammen med hinanden på den måde, siger Ramez Joha.

De har haft i alt fire vagter under festivallen, men fredagens vagt er deres sidste, og de har fået lov til at gå en time før. Det er der en ganske særlig grund til.

- Vi skal ned og høre Sivas. Ham hører vi rigtig meget, siger Mustafa Hurik.

De næste to dage står den på hygge og masser af live-musik, inden de tager tilbage til Silkeborg. Men det er ikke sidste gang, at de besøger Dyreskuepladsen.

- Det er den bedste festival. Vi kommer helt sikkert tilbage, siger de to i kor.