Derfor tager supersygehusets projektkontor en ny udbudsmetode i brug. I stedet for at invitere en række leverandører til at komme med et bud, afholder Køge Universitetssygehus leverandørbazar, hvor virksomheder kan byde ind på løsninger og udstyr til 865 enestuer. Det skriver DAGBLADET Køge.
- Vi får fat i leverandøren på en anden måde. Det betyder, at hver leverandør får lige mulighed, uanset om det er en stor eller en lille virksomhed. Det kræver ikke, at de har en stor marketingsafdeling bag sig, siger projektchef Frank Hansen fra Universitetssygehus Køge.
Men Universitetssygehus Køge skal passe på, at den nye udbudsmetode ikke betyder, at de virksomheder, de ønsker at samarbejde med, bliver inhabile fordi de stilles bedre end andre, lyder en advarsel fra Dansk Byggeri.
- Hvis man synes, at en leverandør har en rigtig god idé og indarbejder det i udbudsmaterialet, risikerer man, at den leverandør bliver inhabil og forhindret i at byde på opgaven, siger projektdirektør i Dansk Byggeri, Henrik Fausing.