Succes: 321 kæmper om at blive Årets Fantastiske Forening

Foto: TV 2 Lorry

Tilmeldingsfristen er udløbet - langt flere end forventet har meldt sig til TV 2 Lorrys hyldestprojekt Fantastiske Foreninger.

Det er børn, unge, gamle og dem midt i mellem. Det er mennesker, der bevæger sig, skaber noget og som mødes om kulturelle og sociale formål. Det er fællesskaber, der er unikke på hver deres måde. 321 foreninger har tilmeldt sig TV 2 Lorrys og Lokale og Anlægsfondens hyldestprojekt Fantastiske Foreninger.

- Det er jo fuldstændigt vanvittigt. Det er langt over, hvad vi havde håbet på, men viser jo, at der ER et foreningsliv. Der er mange, der har dømt foreningslivet ude og sagt, at det var fortid. Det her beviser jo, at det er det ikke, siger TV 2 Lorrys direktør Morten Kjær Petersen.

I begyndelsen af maj sætter juryen bestående af bokser Sarah Mahfoud, tv-vært Sisse Fisker, Lokale og Anlægsfondens direktør Esben Danielsen og TV 2 Lorrys direktør Morten Kjær Petersen sig sammen og udvælger 20 foreninger, der går videre og skal kæmpe om titlen som Årets Fantastiske Forening og prisen på 100.000 kroner.

Til august vil alle på TV 2 Lorrys hjemmeside kunne stemme om, hvilken af de 20 foreninger, der skal vinde. Og for at brugerne skal kunne sætte krydset korrekt, vil der forinden blive produceret et lille portræt af hver forening. Portrætter der giver et indblik i, hvad de forskellige foreninger rummer af fællesskab, frivillighed og særinteresse.De tyve foreninger, der går videre, får alle besked direkte i uge 19.