00:23

1 af 2

Storbrand i Hillerød: Formodet brandstifter anholdt

Tagetagen er helt udbrændt i en boligblok på Centervænget i Hillerød. Politiet har netop pågrebet den formodede brandstifter efter indsats med hunde og helikopter og aktionsstyrke.

En voldsom brand i en boligblok på Centervænget i Hillerød fik i morges Nordsjællands Politi til at advare folk i området mod at færdes udendørs. Branden blev opdaget klokken 00.49, og siden har slukningsarbejdet været i gang.

Se flere billeder på Localeyes

Der er ingen meldinger om tilskadekomne, men fire personer blev kørt til hospitalet til observation for røgforgiftning.

Branden er nu under kontrol, skrev Nordsjællands Politi på Twitter klokken 06.00.

Politiet mener, at branden kan være påsat, og ledte tidligere i morges med helikoptere, hunde og PET's Aktionsstyrke efter den formodede brandstifter, oplyser Henrik Suhr, pressekoordinator hos Nordsjællands Politi.

Han er nu pågrebet. Politiet oplyser, at den formodede brandstifter boede i den lejlighed, hvor branden menes at være startet.

24 lejligheder i boligblokken er blevet evakueret.