Statens vagthund blev ført bag lyset

Statens repræsentant i Roskilde Banks bestyrelse fra midten af 1990'erne og frem til 2001, Anna Skov Hansen, siger nu direkte, at hun blev ført bag lyset, mens hun sad som det offentliges vagthund i bankens bestyrelse, skriver DAGBLADET Roskilde.

-Jeg kan se, at der er foregået ting, som jeg ikke vidste. Der er
nogen, som ikke har givet mig alle oplysninger, siger Anna Skov
Hansen.DAGBLADET kunne i går afsløre fortrolige interne
dokumenter fra banken, hvor Roskilde Banks daværende
administrerende direktør, Niels Valentin Hansen, i fortrolige
breve til de aktionærvalgte bestyrelsesmedlemmer kontrollerede
processen i forbindelse med, at der i 1996 skulle findes et nyt
medlem til bankens bestyrelse.

Niels Valentin Hansen pålagde de
aktionærvalgte bestyrelsesmedlemmer tavshedspligt, så den øvrige
bestyrelse - altså de medarbejdervalgte og statens repræsentant
- ikke fik noget at vide, før alt var på plads.

Det endte med at
blive VVS-installatør Peter Holm, som fik pladsen i bestyrelsen.
Forinden havde Niels Valentin Hansen og deværende formand i
Roskilde Bank, Jørgen Westergaard, møder med Bjarne Gjørup, der
er medejer af Top-Toy, som ejer legetøjskæderne Fætter BR og
Toys »R« Us.

Men af et brev til de udvalgte bestyrelsesmedlemmer
fra Niels Valentin Hansen dateret den 23. oktober 1996 fremgår
det, at Bjarne Gjørup takkede nej til en plads i bankens
bestyrelse.

- Næste skridt vil herefter - ligeledes som aftalt -
være en kontakt til Peter Holm, skriver Niels Valentin Hansen i
brevet.Processen omkring Peter Holm, som blev valgt på
generalforsamlingen i Roskilde Bank i 1997, blev skarpt
kritiseret i en uvildig undersøgelse af magtbalancen i banken,
som bankens revisor gennem 17 år, statsautoriseret revisor
Jørgen Jensen lavede i 1997 - året efter han var stoppet som
bankens revisor.

Jørgen Jensen kalder det blandt andet
utilgiveligt, at bankens direktør pålægger nogle
bestyrelsesmedlemmer fortrolighed i forhold til den øvrige
bestyrelse. Det var bankens formand, næstformand og direktør,
som bad Jørgen Jensen laverapporten.

Men statens repræsentant i
bankens bestyrelse, Anna Skov Hansen, har aldrig kendt til denne
kritiske rapport.

-Jeg kender ikke Jørgen Jensens rapport, jeg
har aldrig læst den, og jeg synes det er underligt, at jeg ikke
blev gjort bekendt med denne rapport. Det er klart, at den
rapport ville have givet anledning til nogle spørgsmål, siger
Anna Skov Hansen.