Der er ikke meget sjov ved at lege - hvis man aldrig har nogen at lege med. Det blev der lørdag gjort noget ved i Tårnby. Foto: Jan Christensen / TV 2 Lorry

Simon blev mobbet i skolen: Nu hjælper han børn med legedage

Der blevet leget på kryds og tværs, da foreningen Ildsjælene lørdag holdt en legedag for børn, der har svært ved at få venner.

Da Simon Brøns for godt et år siden så et indslag om syvårige Jonas Esbjærg Krogh på tv var han solgt.

Jonas er autist, og gennem længere tid havde han forsøgt at få legeaftaler med jævnaldrende børn, men det lykkedes bare aldrig. Derfor tog Jonas’ forældre beslutningen om at arrangere en legedag, som foregik i Odense sidste år.

Her deltog Simon Brøns som klovn, og siden da har han tænkt på at skabe samme form for legedag i sit eget lokalområde på Amager.

Læs også Valdemar blev mobbet: Nu siger youtubere fra

Og den tanke blev lørdag ført ud i livet, da foreningen Ildsjælene - som Simon Brøns er formand for –afholdt ”Fjolles Legedag” i Tårnby. En dag for tilegnet de børn, der har svært ved at få venner og legeaftaler i hverdagen.

- Vi har lavet det her arrangement, fordi vi gerne vil give børnene i området en mulighed for bare at være børn. Det er en legedag, hvor de kan lege på deres helt egne præmisser, siger Simon Brøns til TV 2 Lorry.

- Vi stiller aktiviteter og underholdning til rådighed, og så er det op til dem, hvad de vil have ud af dagen. Og så er det bare en god måde på at få legeaftaler på kryds og tværs, fortsætter han.

På legedagen blev børnene underholdt af klovne, en bugtaler og elefanten Fjolle som det helt store trækplaster.

Alle er velkomne

I starten var det meningen, at arrangementet særligt var rettet mod autister og diagnosebørn, men alle er velkomne, og det er endt med, at der kommer børn med forskellige forudsætninger, der bare vil have det sjovt, forklarer Simon Brøns, der selv kæmpede en kamp mod ensomhed og manglende venner, dengang han selv var barn.

- Jeg havde det svært i skolen og havde ikke så mange venner. Jeg var udsat for mobning, så derfor synes jeg, at det er vildt fedt at hjælpe børn, så de kan lave legeaftaler med hinanden og få nye legevenner, siger han.

Læs også Patrick vil gå 300 kilometer i opgør mod ensomheden

Med til dagens arrangement var også Jonas Esbjærg Krogh og hans forældre, som netop inspirerede Simon Brøns til at stable legedagen på benene.

Herunder kan du se indslaget fra Go’ Morgen Danmark sidste år.

00:42 Luk video