Foto: Andreas Szlavik

Rigshospitalets portører genoptager arbejde efter strejke

Både i sidste uge og i denne uge har portører på størstedelen af hospitalerne i Region Sjælland nedlagt arbejdet - ligeledes har portører fra Amager, Hvidovre, Rigshospitalet, Glostrup, Frederiksberg, Herlev, Gentofte og Bispebjerg Hospital. 

Det er sket i protest mod regionsledelsens plan om at lade 20 portører på Roskilde Sygehus uddanne sig til serviceassistent og skifte til serviceassistent-overenskomst.

Hvis ikke de gør det, bliver de afskediget. Men portørerne mener ikke, at man kan sidestille portørjobbet med jobbet som serviceassistent, og derfor har de nedlagt arbejdet - på nær på Køge Sygehus.

Læs også Arbejdsretten afgør de sjællandske portørers skæbne

Arbejdsnedlæggelserne betyder, at nogle operationer formentlig må aflyses.

Livsvigtige operationer vil under alle omstændigheder blive gennemført, men planlagte operationer vil kun kunne udføres, hvis der er tilstrækkeligt med personale. 

Men nu genoptager portørerne på Rigshospitalet igen arbejdet.

Sagen er ude af vores hænder

- Vi har stadigvæk stor solidaritet med vores kollegaer, der i Region Sjælland fortsætter arbejdsnedlæggelsen. Det har vi selvfølgelig fortsat stor forståelse og sympati for, siger fællestillidsrepræsentant Jens Anker Clausen til TV 2 Lorry. 

Sagen er den, at parterne, med FOA og LO på den ene side og Region Sjælland og Danske Regioner på den anden side, igår under et møde ikke kunne blive enige om, hvorvidt arbejdsnedlæggelsen var berettiget, og hvorvidt hospitalet kan tvinge ansatte til en efteruddannelse. 

Læs også Portører på Roskilde Sygehus nedlægger arbejdet igen

Derfor skal sagerne nu hastebehandles i Arbejdsretten torsdag eftermiddag. 

- Når nu sagen er endt der, så er den jo ude af vores hænder. Det er nu op til retten, hvordan det skal ende. Så vi føler godt, at vi kan arbejde videre. Jeg håber selvfølgelig, at man hurtigt kommer frem til en afgørelse, men jeg håber også, at man bruger den tid, der skal bruges, så det bliver den rigtige afgørelse, lyder det fra Jens Anker Clausen til TV 2 Lorry. 

Stadig sympati for kollegaerne

Han understreger, at portørerne på Rigshospitalet bakker op om samarbejdet med kollegaerne i Region Sjælland. 

- Man kan ikke sætte vores kollegaer en pistol for panden og tvinge dem til at tage en uddannelse, som de ikke kan se nogen som helst mening med. Især ikke når man samtidig forlanger, at de skal udføre de samme arbejdsopgaver, siger han.