Foto: TV 2 Lorry

Rigshospitalet afspærret af politiet

Københavns Politi arbejder intensivt på Rigshospitalet, da en person truer med at springe ud fra 16. etage.

Opdateret kl. 18:55 - Københavns Politi forhandler fortsat med personen på Rigshospitalet.

Rigshospitalets hovedindgang er i øjeblikket afspærret. Det skyldes en ulykkelig situation, der i øjeblikket udspiller sig på Rigshospitalets 16. etage, erfarer TV 2 Lorry.

Her truer en person med at kaste sig ud fra hospitalet, mens politiet yder en stor indsats for at afholde personen fra at springe.

- Jeg kan bekræfte, at vi er ude ved Rigshospitalet, og at vi i øjeblikket arbejder hårdt på 16. etage, siger vagthavende hos Københavns Politi, Carsten Reenberg, til TV 2 Lorry.

Politiet oplyser, at det er lykkedes for en person at kravle ud af et vindue, og nu befinder sig på det lille repos foran vinduet.

- Vi har reageret på en henvendelse klokken 15.45, så vi har været igang derude i noget tid, siger vagthavende.

Rigshospitalets hovedindgang er i øjeblikket afspærret for al færdsel og gående trafik, oplyser vagtchefen videre og siger, at de håber på, at de få kan forhindre personen i at springe.

Den øvrige trafik på Blegdamsvej og vejene omkring Rigshospitalet er ikke påvirket af afspærringen, der er på hospitalets grund.

- Der er en forhandler på stedet også. Vi har tilkaldt alt, hvad tilkaldes kan. Så vi gør alt, hvad vi kan, for at få personen ind igen, siger Carsten Reenberg til TV 2 Lorry.

OPDATERING 18.00:

Politiet forhandler stadigvæk med personen, der er en mand, om at få ham til at vende om og komme ind igen.

Til spørgsmålet om, hvorvidt manden er indlagt fortæller Carsten Reenberg:

- Det er han ikke ifølge vores oplysninger. Vi mener, at han har tilvunget sig adgang til hospitalet.