Rejsegilde: Nu står fundamentet til ny svømmehal klar

Der går ikke længe før Dragørs vandhunde kan dyppe tæerne i spritnye klor-bassiner. Efter et års byggeri, står fundamentet til den nye svømmehal klar.

Foto: Dragør Kommune

For lidt mere end et år siden, blev de første spadestik taget på en plads ved Hollænderhallen, som mest af alt lignede et hul i jorden. 

Men nu begynder byggeriet af den nye svømmehal i Dragør at ligne noget - og dagen, hvor de første gæster kan dyppe tæerne i spritnye klor-bassiner, rykker nu endnu tættere på. 

Byggeriet af den nye svømmehal er nemlig så langt, at der netop er afholdt rejsegilde for fundamentet og det, indtil videre, tomme bassin. 

- Vi håber på en fortsat god byggeproces og ser frem til, at Hollænderhallen og den nye svømmehal står færdig som et moderne og indbydende hele – fuld af aktivitet til glæde for både borgere og foreninger, lød det fra Dragørs borgmester Eik Dahl Bistrup, der sendte en stor tak til både entrepenør og håndværkerteam. 

Læs også Smart idé: I Ballerup er der bøger ved bassinkanten

Illustration af Dragørs nye svømmehal, der forventes at åbne op for gæster i 2019.  Foto: Dragør Kommune

Den nye svømmehal vil blandt andet have et 25 meter-bassin med vipper på 1 og 3 meter, hvor der i fremtiden vil være mulighed for at afholde såkaldte kortbane svømmekonkurrencer. 

Der vil desuden være et 80 kvadratmeter øvebassin og et mindre rum med et varmtvandsbassin på 50 kvadratmeter.

Svømmehallen i Dragør forventes at stå klar i løbet af 2019. 

Københavnerne savner svømmehaller

I nabokommunen København oplever de stor efterspørgsel på steder, hvor svømmeglade mennesker kan nuppe et par baner. 

Det skyldes blandt andet, at kommunen den seneste tid har igangsat en renovering af hallerne. 

Blandt andet i Hillerødgade Svømmehal, som efter planen skulle åbne i september, men nu er blevet udskudt til næste år. 

Læs også Genåbning af svømmehal udskudt: Foreninger raser

Og manglen på klorbassiner har fået hovedstadens vandhunde til at tænke ud af boksen. 

I august mødte TV 2 Lorry svømmelæren Ditte Rosenkrantz, der har opfundet en alternativ løsning til svømmetræning i en traditionel svømmehal. Se klippet her: 

02:40 Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret