Regeringen skrotter sanktioner mod diskoteker

Diskoteksejere, der forskelsbehandler gæster efter hudfarve, kan ånde lettet op. De ventede sanktioner mod diskriminerende beværtninger bliver alligevel ikke til noget, skriver Politiken søndag.

I flere år har regeringen ellers slået på tromme for at straffe bevillingshavere hårdere, hvis de diskriminerer i nattelivet, men nu er alle initiativer om at sanktionere diskotekerne i al ubemærkethed blevet skrinlagt - et kursskifte, som undrer både eksperter og kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev (V).

»Det er meget skuffende, at planerne om at skride hårdere ind er blevet droppet helt. I København går vi forrest, og jeg havde håbet, at regeringen ville følge trop«, siger hun til Politiken.

Sidste år lancerede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) regeringens stort anlagte handlingsplan mod radikalisering blandt unge. I planen - der var mere end et år undervejs og involverede embedsmænd fra syv ministerier og høringssvar fra mere end 30 organisationer - står der, at »det skal have konsekvenser for bevillingen hos diskoteker og lignende, hvis de diskriminerer i nattelivet«.

Men nu er intentionerne om at straffe bevillingshaverne blevet skrottet, og det bekymrer Line Lerche Mørck, der er lektor på Aarhus Universitet og har forsket i marginaliserede nydanskeres hverdagsliv. Hun siger til Politiken:

»Det er dybt problematisk, at man lovgivningsmæssigt nedtoner problemet. Når man pludselig trækker i land, sender det et signal om, at det er o.k. at diskriminere denne gruppe«.

Borgmester Pia Allerslev, der også er formand for bevillingsnævnet i Københavns Kommune, kalder det »forvirrende«, at regeringen flere gange har bebudet hårdere sanktioner, men nu ændrer holdning.

»Det giver en usikkerhed i nævnet i forhold til, hvad man egentlig vil på det her område. Vi er klar til at tage fat, men det kræver altså, at vi har hjemmel i loven - og den skal komme fra Christiansborg«, siger Pia Allerslev.

Hun understreger dog, at det allerede er ulovligt at diskriminere. Derfor appellerer Pia Allerslev også til de borgere, der føler sig forskelsbehandlet i nattelivet.

»Selv om det er utilfredsstillende, at regeringen har fjernet forslaget, fortsætter vi i kommunen med at bekæmpe diskriminationen. Men hvis bevisbyrden skal være tilstrækkelig, er det vigtigt, at de, der føler sig forskelsbehandlet, anmelder det«.