Foto: TV 2 Lorry

Radi fra Vapnagaard: "Før i tiden var her mere politi"

Uroen og kriminaliteten er faldet i boligområdet Vapnagaard efter en stor økonomisk indsprøjtning.

I årevis har boligområdet Vapnagaard haft et blakket ry. 

Men efter en økonomisk indsprøjtning på 840 millioner kroner og en renovering af områdets 1700 boliger er det begyndt at gå i en anden retning. 

- Før i tiden var der mere politi, og Falck og brandvæsen, eller hvad det nu var. Men det ser man ikke så meget til nu, fortæller HF-studerende Radi Mohammed til TV 2 Lorry.

Læs også Succes i Mjølnerparken: Banderne har forladt berygtet ghetto

Han har boet i  Vapnagaard hele sin barndom, og han mener, at der er flere tilbud til de unge i dag, så de ikke render og keder sig. 

- Fællesskabet er blevet meget stærkere. Det får folk til at lære hinanden at kende og have det godt med de mennesker, som de omgås, siger han til TV 2 Lorry. 

Trygheden blandt beboerne er da også steget, viser en måling fra Danmarks Statistik, og ifølge Nordsjællands Politi er kriminaliteten faldet i området. 

- Uanset, om det handler om almindelige eller alvorlige straffelovsovertrædelser eller anmeldelser om uro, er antallet af anmeldelser faldet. Det er en rigtig god udvikling, og vi vil sammen med Helsingør Kommune, SSP og boligselskabet arbejde for, at den fortsætter, siger chefpolitiinspektør Magnus Andresen i en pressemeddelelse.

Læs også Beboere arbejder sig ud af ghettoliste: 'Opskriften er sammenhold'

Beboerne i området har blandt andet fået en fælles pizzaovn. Der er kommet flere overvågnignskameraer, og man har sat nye bomme op i området, så køretøjer ikke kan køre ind mellem husene, og i ungdomsklubben CUBE har man arbejdet med flere nye tiltag. 

De skaffer drengene et job, de hjælper med lektierne, og de har skabt "fædregruppen", der går tur mellem blokkene, når mørket sænker sig. 

- Min erfaring siger, at de unge har været igennem nogle år, som har været rigtig svære, og de har måske mistet troen på dem selv. Men også andre omkring dem har mistet troen på dem. Det gælder om at genvinde den der tro på, at vi kan flytte noget hos dem. Og at vi gennem det arbejde, som vi laver, kan styrke noget selvtillid og noget selvværd, fortæller SSP-leder Mikkel Müller til TV 2 Lorry. 

02:53 Luk video