Postkasser blev alligevel sprængt

19 postkasser til en værdi af 150.000 kroner er blevet sprængt i luften, efter Post Danmark Køge har fjernet den anordning, der mellem jul og nytår har forhindret eksempelvis kanonslag i at komme ned i kasserne.

19 postkasser er i løbet af de sidste fem dage blevet sprængt
i luften i Køge og omegn. Hver postkasse koster 6000 kroner, og
da der samtidig er omkostninger forbundet med montering og så
videre, så har det betydet ødelæggelser for alt i alt 150.000
kroner.
Det var ellers en glad postmester, der lige efter nytår kunne
fortælle, at kun én eneste postkasse var blevet sprængt i luften
mellem jul og nytår. Årsagen til, at postkasserne var kommet
helskindede gennem fyrværkeriårstiden, var en metalspærre, der
forhindrede, at ting på mere end et par millimeters tykkelse
kunne komme ned i kasserne. Men mellem den 1. og den 2. januar
blev metalspærrerne fjernet, og så har fyrværkerivandaler ellers
kastet sig over postkasserne.
- Jeg er rigtig ked af det. Især fordi andres hærværk mod os
går ud over vores kunder, siger postmester på Køge Postkontor
Benny Lykkegaard. Han kan samtidig fortælle at postkassen ved
Brugsen i Vedskølle - den eneste, som blev sprængt i luften,
mens metalspærrerne var på - endnu en gang er blevet sprængt i
luften.