Politiet tager millioner i hashsag

Dyr Audi, motorbåd og to millioner kroner på fire bankkonti er beslaglagt i sag om hashhandel.

Politiet forsøger at tømme lommerne på de mistænkte i den nye store sag om salg af hash i Christiania.
En dommer har godkendt beslaglæggelse af to millioner kroner, som står på fire forskellige bankkonti, oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen i Københavns Politi.
- Vi har også beslaglagt en Audi S4 og en 29 fod lang motorbåd, siger han.
Værdierne tilhører de syv varetægtsfængslede i sagen, hvor der er rejst sigtelse om mere end et ton hash.
- Vi vil fortsætte efterforskningen af de økonomiske forhold, lover Steffen Th. Steffensen.
Handlen med hash skønnes at give en enorm omsætning.
At der i den illegale branche ikke er tale om småpenge blev illustreret af en retssag i oktober sidste år.
I et depotrum hos Shurgard i Kastrup blev der gennem nogen tid opbevaret omkring 30 millioner kroner.
En 27-årig mand er straffet med fængsel i fire år og seks måneder for at have fungeret som en slags stik-i-rend dreng, der havde ansvaret for at indsamle penge hos køberne.
I den aktuelle sag sigtes en af de syv fængslede for at have opbevaret 1160 kilo hash og 232 kilo skunk på sin bopæl på Østerbro.
I mindre portioner blev hashen bragt ud til Christiania og solgt fra boder, mener politiet.
Efterforskningen er langt fra slut. Politikommissær Steffensen forventer flere anholdelser, siger han.
I weekenden blev en stribe mænd med tilknytning til Hells Angels også varetægtsfængslet for hash og amfetamin.
Her bestod det pengemæssige udbytte i beslaglæggelse af en million kroner i kontanter og yderligere en million på en bankkonto.
Denne sag er efterforsket af den særlige politiafdeling Task Force Øst, som undersøger rockeres og banders kriminalitet.
Politiet har fortalt, at der er visse forbindelser mellem de to sagskomplekser, men vil ikke give detaljer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik