Politiets særlige bandeenhed, Task Force Øst, fandt torsdag under ransagningen af en garage i Brøndbyvester ved København omkring 40 militære våben.
Der er tale om M95-geværer, LSW maskingeværer 5,56 mm, og M96 karabingeværer, der alle stammer fra røveriet mod Antvorskov Kaserne den 4. januar 2009.
I forbindelse med fundet er fire danske mænd på 22, 26, 28 og 29 år blevet anholdt.
Den 29-årige havde politiet ikke svært ved at finde frem til - han blev anholdt i Nyborg Statsfængsel, hvor han afsoner en dom på otte års fængsel for at have deltaget i røveriet. De øvrige blev anholdt på forskellige adresser på Sjælland.
Ifølge politiet er beslaglæggelsen af våbnene resultatet af en længere efterforskning i bandeindsatsen for at standse våbenstrømmen til bander og rockere.
Efterforskningen er foregået i et samarbejde mellem Task Force Øst, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste.
De fire anholdte, der sigtes for hæleri og ulovlig våbenbesiddelse, fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Her vil anklageren begære dørene lukket af hensyn til den videre efterforskning.