Op mod 40.000 lærere strømmer torsdag formiddag mod København for at deltage i en storstilet demonstration, der skal ende foran Christiansborg.
De mange lærere kommer til at give store trafikale problemer i indre København forudser vagtchefen ved Københavns Politi.
- Fra frokost og nogle timer frem, skal folk køre hjemme fra i god tid og eventuelt helt undgå Indre By, siger han til Ritzau.
De demonstrerende lærere vil benytte flere ruter på deres vej op til politikernes højborg.
- Man skal følge de henvisninger der er, så måske det er en idé at benytte offentlige transportmidler i dag, for der kommer tryk på rigtig mange veje, siger vagtchefen.
Lærerne mødes klokken 15 flere steder i byen, blandt andet på Østerport, H.C. Ørstedsparken, Rådhuspladsen og Christianshavn.
Selve demonstrationen starter klokken 16 og kommer til at lægge beslag på en del trafikale ruter i tiden der følger, advarer politiet.