Foto: Mads Stahlschmidt

Politi sigter topsvømmers overfaldsmand

Københavns Politi har sigtet en 37-årig mand for overfald mod Jeanette Ottesen.

Gode nyheder for Jeanette Ottesen. Den mand, der forrige søndag overfaldt svømmeren og hendes kæreste på Østerbro, er nemlig blevet afhørt og sigtet for vold. Det skriver BT.

Der er tale om 37-årig mand, som i forvejen er kendt af politiet - ifølge BT dog kun for småting.

Under afhøringen bekræftede manden, at han havde været involveret i voldsepisoden, som endte med at koste Jeanette Ottesen en brækket lillefinger og en kraftigt forstuvet ringefingeren.

Værre gik det ud over Jeanette Ottesens kæreste, svømmeren Marco Loughran, der blandt andet fik et hul i hovedet, flækkede et øjenbryn og knækkede flere tænder.

Københavns Politi fandt frem til manden ud fra de oplysninger, som politiet fik indsamlet fra gerningsstedet. Blandt andet kunne Jeanette Ottesen oplyse politiet om nummerpladen på den bil, den 37-årige mand havde kørt i.

- Nu skal sagen så vurderes af vores anklagemyndighed for, hvad der så skal ske. Vi skal lige snakke med et par yderligere personer og danne os et samlet billede af, hvad der skete. Og så må vi vente og se, hvad der sker, siger politikommissær hos Københavns Politi, Robert Jensen, til BT.

Manden blev ikke anholdt efter afhøringen tirsdag.