Københavns Politi vil skærpe tilstedeværelsen på julemarkeder og på Strøget Foto: Scanpix

Politi overvåger københavnske julemarkeder efter Berlin-terror

Efter en bus torpederede et julemarked i Berlin mandag aften, har Københavns Politi valgt at opskalere tilstedeværelsen ved julemarkeder og på Strøget i København.

Mandag aften bragede en lastbil ind i et julemarked i Berlin.

Det er siden kommet frem, at det tyske politi efterforsker hændelsen som et terrorangreb i den tyske hovedstad. Ved det formodede angreb døde 12 mennesker, mens 48 personer blev såret ved den dramatiske hændelse. 

Læs også Politi skal bevogte truede mål på nye måder

Nu får det formodede angreb også konsekvenser for København, hvor Københavns Politi har valgt at skærpe tilstedeværelsen ved julemarkeder og på Strøget.

Vi forsøger at skabe noget tryghed. Det betyder, at man kommer til at se flere betjente ved julemarkeder og på Strøget

Mads Jensen, kommunikationschef, Københavns Politi

Det bekræfter vagtchef hos Københavns Politi, Lars Vestervig, overfor TV 2 Lorry.

Ifølge kommunikationschef Mads Jensen skærper politiet tilstedeværelsen af hensyn til borgerne.

- Vi forsøger at skabe noget tryghed. Det betyder, at man kommer til at se flere betjente ved julemarkeder og på Strøget, siger Mads Jensen til TV 2 Lorry.

Den øgede tilstedeværelse er et greb, som Københavns Politi tidligere har anvendt ved terrorhændelser, forklarer Mads Jensen.

- Det så du også efter Krudttønden og efter Nice. Det sker, hver gang der sker den slags, siger han og tilføjer:

- Hver gang der sker sådan nogle større terrorhændelser, så øger vi tilstedeværelsen.

Læs også Politi optrapper sikkerhed ved Pride-parade

Hvorvidt der ligger konkrete efterretninger bag Københavns Politis beslutning om den skærpede tilstedeværelse vides endnu ikke.

Mads Jensen oplyser, at det er Politiets Efterretningstjeneste, der står bag den konkrete vurdering.

TV 2 Lorry har været i kontakt med PET, som i øjeblikket vurderer, hvorvidt de vil kommentere på skærpelsen og dens omfang for borgere i København.