Foto: TV 2 Lorry

Politi: Død kvinde i udbrændt lejlighed var lejlighedens beboer

En kvinde blev søndag fundet død i en lejlighed, der var voldsomt sodskadet efter en brand.

En brand i en lejlighed i København har kostet en kvinde livet. Det er uvist, hvornår branden fandt sted.

En kvinde blev søndag fundet død i en lejlighed, der var voldsomt sodskadet efter en brand.

- Det er et bud, der kommer med mad, som slår alarm, siger vagtchefen ved Københavns Politi, Jens Kristiansen, til Ritzau.

Budet fortæller, at lejligheden er brændt, og at der ligger en livløs person derinde.

Da brandvæsnet når frem til lejligheden på Roskildevej på Frederiksberg, har der ganske rigtigt været brand i lejligheden.

- Den er voldsomt sodskadet, men også helt kold, så det er noget tid siden, at der var brand, som så er gået ud af sig selv, forklarer Jens Kristiansen.

Søndag aften er det uvist, hvornår der har været brand i lejligheden.

- Det må den kommende efterforskning vise, siger vagtchefen.

Den afdøde er endnu ikke identificeret med sikkerhed, men politiet mener, at der må være tale om lejlighedens beboer.