Øresundsbroen/Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Person på Peberholm standser togtrafikken over Øresund

En person går rundt på Peberholm, hvor man ikke må færdes. Togene mellem Københavns og Malmø står stille.

Togene mellem Malmø og Københavns Lufthavn i Kastrup holder for øjeblikket stille. Det skyldes, at en person opholder sig i nærheden af togskinnerne på Peberholm midt på Øresundsbroen.

Svensk politi er til stede, og dansk politi assisterer med en patruljevogn, oplyser den centrale vagtleder Carsten Reenberg, Københavns Politi.

Ifølge vagtchefen er der tale om en enkelt person, som er gået over Øresundsbroen i retning mod Danmark, og som er opdaget på Peberholm, der er en kunstig, ubeboet ø midt i Øresund.

Der er ikke oplysninger om, hvad personen laver på Peberholm, som ikke er åben for besøgende.

Peberholm blev anlagt i 1995 til at danne forbindelsen mellem tunnelen og højbroen over Øresund. Øen er fire kilometer lang og 400 meter bred.

DSB har ikke oplysninger om, hvor længe togtrafikken vil være påvirket.