Foto: TV2/Lorry

Pensionister lærer unge indvandrere dansk

Pensionister i Gladsaxe har meldt sig som frivillige til at lære unge indvandrere om dansk sprog og kultur.

Det danske sprog kan være en hård nød at knække, når det ikke er kommet ind med modersmælken. Svært, men ikke umuligt. Det har fået Susan Rasmussen, der underviser på Gladsaxe Ungdomsskole, til at gå utraditionelt til værks.
      Hun har trodset både sproglige og kulturelle barrierer og iværksat et projekt, hvor pensionerede ældre skal hjælpe unge indvandrere med at opnå en højere dansk sprog- og kulturfærdighed gennem en såkaldt venskabsordning.
      - Mange af vores elever taler ikke godt nok dansk til at kunne gå i en almindelig folkeskole. Derfor er det er virkelig nødvendigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at give dem et godt sprog, siger Susan Rasmussen.
      Pensionisterne og de unge er blevet smedet sammen to og to. Håbet er, at der opstår et venskab mellem de to fra hver deres generation.
      - Jeg håber, kemien mellem de to parter er god nok til, at venskabet kan vokse sig til noget stort. Der stilles lokaler til rådighed her i Ungdomsskolen, men ellers er det meningen, at de selv laver aftaler sammen om for eksempel lektiehjælp eller madlavning, siger hun.
      Det var gennem en annonce i et seniorblad, at Otto Jarl først hørte om projektet. Han var ikke sen til at springe på vognen.
      - Unge mennesker gør mig glad, de holder mig i gang. Og derudover bryder jeg mig bestemt ikke om den måde, vi behandler vores nye indbyggere på her i Danmark, pointerer han.
      Projektet, der stadig er helt nyt, omfatter indtil videre syv unge og seks ældre. Bliver det en succes, både set med unge og ældre øjne, vil Susan Rasmussen arbejde for, at flere venskaber bliver sat i søen.