Regionaltoget brød sammen på årets varmeste dag. Foto: Bjørn Bech

Passagerer raser mod DSB: Låst inde i et '48 grader varmt tog'

Flere passagerer er utilfredse med DSB i forbindelse med et sammenbrud i et tog i Hvidovre. Trafikinformationschef beklager.

Et togsammenbrud fredag ved Hvidovre får nu flere passagerer til at kritisere DSB’s håndtering af situationen.

Toget gik i stå på et sted, hvor der var skinner på begge sider, hvorfor passagerene endte med at sidde cirka halvanden time i det varme tog, før der kom en hjælpevogn og kørte dem til en nærliggende station.

Kristian Halby var passager på det sammenbrudte tog. Og han er meget utilfreds med DSB’s ageren i situationen.

Han fortæller, at folk begyndte at stimle sammen nederst i toget, der har to dæk, da der var køligst i den nederste del af toget. 

Læs også To håndgranater fundet ved sø i København

- Der var 47-48 grader i toget

Men der var ikke meget køligere på det nederste dæk, fortæller han.

- Jeg lyver ikke, når jeg siger, at der var en 47-48 grader, der hvor vi stod. Samtidig får vi ingen meldinger over højtalerne. Og varmen gjorde, at der var folk, der var ved at besvime, siger Kristian Halby.

SE OGSÅ Folk fanget i brandvarmt tog: Flere flygtede ud på skinnerne - to kørt på hospitalet

TV 2 har talt med andre passagerer, der ligeledes fortæller om dårlig kommunikation fra DSB’s side.

Tony Bispeskov, der er trafikinformationschef hos DSB, beklager, at folk måtte vente så længe i toget, før hjælpen kom.

- Vi er rigtig kede af, at folk har ventet så længe, siger han og fortæller, at DSB vil foretage en undersøgelse, der skal kortlægge, om der er anledning til opfølgning i forbindelse med DSB’s ageren i sagen.

Pludselig gik dørene op

Kristian Halby fortæller, at togets døre pludselig gik op, da der var gået cirka en halv time.

- Det var min oplevelse, at folk forholdt sig i ro og stillede sig ved dørene og fik luft. Men pludselig lukkede dørene og blev låst. Og så stod vi der i varmen igen.

En procedure som Tony Bispeskov forklarer, at man er nødsaget til at foretage af sikkerhedsmæssige årsager.

- Når dørene bliver åbnet, skal det foregå kontrolleret. Vi er nødt til at være sikre på, at det foregår forsvarligt. Ellers risikerer vi, at folk går ud på skinnerne, siger han.

Og det var netop det, flere personer gjorde, da det lykkedes nogen af dem at bryde dørene til toget op.

To passagerer kørt på hospitalet

Det fik DSB til at stoppe alle tog på strækningen, fordi der opholdt sig personer nær skinnerne, som det lød i en opdatering på Twitter.

Ifølge flere passagerer var der ikke aircondition i toget, hvilket gjorde det meget varmt at stå i det og vente. Det endte også med, at to passagerer blev kørt på hospitalet med mistanke om dehydrering. De har det begge godt igen, fortæller Tony Bispeskov.

- Da toget brød sammen røg klimaanlægget og højtalerne også i samme ombæring. Det betød, at vi kun kunne komme i kontakt med en vogn ad gangen på nødanlægget. Samtidig var vores personale travlt optaget med at informere kunder og hjælpe, hvor de kunne. 

Læs også To personer kørt på hospitalet efter regionaltog brød sammen

- Vi skal kigge på, om vi kunne have gjort noget anderledes i situationen. Vi afventer rapporten fra personalet på stedet, fortæller trafikinformationschefen.

Inde på DSB's Facebooksside er der flere passagerer, der lufter deres utilfredshed i forbindelse med sammenbruddet på Hvidovre Station.