TV 2 Vejret varsler: Torden og skybrud kan ramme dele af Danmark

Hele dagen er der risiko for kraftige regn- og tordenbyger.

Ustabil luft med kraftige byger dækker store dele af Danmark. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

I samarbejde med tv2.dk

Skybrudssæsonen er for alvor begyndt, og det oplevede mange folk på Sjælland hen over natten og tirsdag morgen, da kraftige tordenbyger oplyste himlen og gav dobbelt skybrud ved Holbæk.

Atmosfæren over Danmark er meget ustabil, og hen over dagen kan nye kraftige byger med torden og skybrud opstå.

Læs også Her har skybrud ramt: Gode råd til skybrudssæsonen

Derfor har TV 2 Vejret tirsdag morgen udsendt et varsel om skybrud for en række områder i Danmark.

Varslet gælder for det meste af Midt- og Vestjylland, dele af Østjylland og Syd- og Sønderjylland fra klokken 13 til 20. Her er der høj risiko for skybrud. På Fyn og Sjælland er der en mindre risiko for skybrud frem til klokken 18.

Bygerne trækker mod vest

Mens Sjælland blev ramt af de første kraftige byger hen over natten til tirsdag, er nye og stedvist kraftige byger med torden opstået til morgen over selvsamme områder.

Bygerne trækker mod vest, og til eftermiddag får de fornyet styrke, når solen får varmet landjorden op til over 20 grader mange steder.

Prognosernes nedbørsmængder er størst ned gennem Jylland sidst på eftermiddagen, så derfor er risikoen for skybrud størst i det centrale og sydlige Jylland til eftermiddag. Men luften er så ustabil over hele landet, at intense byger også kan opstå andre steder.

Bygerne mister langsomt pusten ud på aftentimerne, men inden da kan mange have oplevet skybrudslignende-tilstande hen over landet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik