København har haft den varmeste dag så tidligt på året i 50 år

Ikke siden 1968 har det været varmere i hovedstaden tidligere på foråret.

Selvom forårsvarmen kulminerede over Jylland søndag med op til 21,9 grader, var det mange steder på Øerne først mandag, at man oplevede forårets hidtil varmeste vejr.

Her har solen nemlig kunnet skinne gennem et tyndt, slørende skydække, mens skyerne har hængt noget tungere over Jylland, hvor temperaturerne flere steder var omkring 10 grader lavere end søndag. 

Varmest har det mandag været i København, hvor termometeret har vist helt op til 20,2 grader.

De højeste temperaturer målt i Danmark den 9. april 2018.
De højeste temperaturer målt i Danmark den 9. april 2018.
Foto: TV 2 Vejret

De høje temperaturer har sandsynligvis indbudt mange til at tage de korte ærmer frem eller måske løbe en tur ned i iskiosken efter dagens dont. 

Sjældent varm aprildag efter iskold marts

Og selvom vi før har oplevet sommerligt vejr i april, er det langt fra hvert år, at det er så varmt så tidligt i årets anden forårsmåned.

Ikke mindst med dét in mente, at det for en uge siden var koldt med både frost og sne, og at marts generelt var vinterlig.

Faktisk har det med 20,2 grader ikke været varmere i København så tidligt på foråret siden 1968.

Dengang blev der målt helt op til 20,8 grader allerede den 30. marts, hvilket også er den stående varmerekord for marts i hovedstaden. 

Her ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg står en vejrstation på det sted, hvor der er blevet målt på vejret hver dag siden 1873. Billedet er taget på en grå efterårsdag.
Her ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg står en vejrstation på det sted, hvor der er blevet målt på vejret hver dag siden 1873. Billedet er taget på en grå efterårsdag.
Foto: TV 2 Vejret

Temperaturen målt på Frederiksberg hver dag i 155 år

Mandagens høje temperatur er blevet målt af DMI's officielle målestation, som står ved den gamle Landbohøjskole eller det, som i dag er det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg.

Her har man som et af de få steder i landet målt vejret dag ud og dag ind siden 1873. 

Artiklen er fremkommet på baggrund af data fra DMI's tekniske rapport TR 17-02, som er blevet bearbejdet af TV 2 VEJRET.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik