Et afkølet spædbarn blev i januar 2013 fundet i en taske i Rektorparken i København. Foto: Bax Lindhardt - Scanpix

OVERBLIK: De sidste 10 års efterladte eller dræbte børn

Mandag fandt bygningsarbejdere skelettet af et spædbarn delvist nedgravet i et grønt område i Glostrup.

Skelettet af et spædbarn er fundet i Glostrup. Spædbørn findes cirka en gang om året, men de fleste overlever.

Cirka en gang om året findes et spædbarn efterladt, men det er sjældent, at de bliver slået ihjel.

Læs også Politi bekræfter: Vi har fundet et barnelig

Få her et overblik over tidligere sager med efterladte eller dræbte spædbørn.

* 2016: En nyfødt pige bliver fundet i en affaldsskakt af en gårdmand i Værebroparken i Bagsværd. Den lille pige bliver bragt til Rigshospitalet og overlever.

* 2015: Et spædbarn bliver fundet i en pose mellem to containere i Ballerup. Det drejede sig om en nyfødt, som efter omstændighederne havde det godt.

* 2014: Spædbarn bliver fundet i buskads tæt ved Aarhus Sygehus. Pigen er påklædt og i god behold.

* 2013: En nyfødt pige bliver fundet i en plastikpose under en busk i Farum. Hun er afkølet, men uden for livsfare.

* 2013: Nedkølet barn bliver fundet i København, men er uden for livsfare. Pigen er omkring en uge gammel.

* 2011: En kvinde finder et nyfødt barn i en plastikpose i Maribo. Drengen bliver bragt til hospital og overlever.

* 2011: En nyfødt baby bliver fundet død i Søndersø ved Viborg. Barnet var lidt for tidligt født og vejede omkring to kilo. Undersøgelser har slået fast, at det var i live ved fødslen.

* 2009: I et buskads ved Hee Skole i Ringkøbing bliver et spædbarn fundet. Barnet bliver opdaget af en flok legende drenge.

* 2008: Liget af et højst fire dage gammelt spædbarn bliver fundet i en plastikpose i et skovområde nær Horsens.

* 2007: Underkroppen fra liget af spædbarn bliver fundet i grusgrav i Storvorde syd for Aalborg.

* 2007: Liget af et spædbarn bliver fundet i en plastikpose i en å i Odense.

/ritzau/