Nyt fakkeltog mod betalingsbro: Underskrifter gives til minister

Endnu engang arrangeres der fakkeltog i protest mod en kommende betalingsbro, der binder Frederikssund sammen.

Borgerne i Frederikssund er godt gale i skralden over, at en ny bro, der binder kommunen sammen, bliver en betalingsbro.

Det fik hundredevis af borgere på gaden i december, hvor de tændte fakler i protest. Men det ene fakkeltog var ikke nok - nu vil de holde endnu en protest-march med fakler den 31. januar.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis. 

"Her skal vi fortælle det nye byråd, at vores sag om brugerbetaling og chikaner omkring den gamle bro ikke må nedprioriteres og glemmes på trods af udfordringerne med Vinge. Vi skal have et STORT fakkeloptog, der fylder HELE Torvet", lyder det i Facebook-eventet.

Det er arrangeret af kræfterne bag Facebook-gruppen "Nej tak til brugerbetaling på Kronprinsesse Marys Bro", der har næsten 9.000 medlemmer.

10.000 underskrifter

Kronprinsesse Marys Bro skal ligge ved siden af Kronprins Frederiks Bro og lette trafikken, der lige nu krydser broen.

Borgerne er glade for den kommende bro - men betale, det vil de ikke. Der er tidligere blevet afleveret 10.000 underskrifter på Christiansborg. Men det er ikke nok, og derfor skal der endnu et fakkeltog til:

- Vi skal have sat fuld fart på underskriftindsamlingen de næste tre uger. For at få sat en slutspurt i gang laver vi et fakkeloptog onsdag den 31. januar som kulmination, lyder det på Facebook-eventet.

Underskrifterne skal afleveres til transportministeren i start februar.

Optoget starter klokken 18.00 på Torvet i Frederikssund, hvor der vil være boder, og hvor man får mulighed for at sætte sin signatur for sagen.

Aftalen mellem Frederikssund Kommune og Staten om at bygge Kronprinsesse Marys Bro blev indgået tilbage i 2012. En betingelse for aftalen var, at byrådet accepterede, at brugerbetaling skulle være med til at finansiere broen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik