Ny rekord på Roskilde Festival - trods en onsdag aften helt i sort

3’s kunder brugte hele 87 terabyte data under Roskilde Festival. Det er en klar stigning i forhold til sidste år.

Se, Mor! Jeg er på Roskilde Festival Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Ritzau Scanpix

Det skal helst dokumenteres og deles med vennerne på de sociale medier, når gæsterne på Roskilde Festival tager en ølbong, hopper i badesøen eller fyrer den af foran Orange Scene. 

Og det sender dataforbruget på himmelflugt på markerne syd for Roskilde.  

I år fik den så lige en tand ekstra.

Således brugte teleselskabet 3’s kunder 87 terabyte data, fra campingområdet åbnende lørdag den 29. juni, og til festivalen sluttede søndag morgen den 7. juli. Det er en stigning på otte procent i forhold til festivalen sidste år. Torsdag den 4. juli satte 3’s kunder ny rekord med 14,1 terabyte data. 

Det skriver 3 i en pressemeddelelse. 

Onsdag aften gik i sort

Teleselskabet har trukket tal, der viser, at særligt det sociale medie Instagram har været populært under årets festival og sørget for en stor del af dataforbruget. 

Det blev især tydeligt onsdag aften, da der var problemer med flere sociale medier, siger Stefan Ring, der er ansvarlig for 3’s netværk på Roskilde Festival.

- Vi har hver dag set en jævn stigning i dataforbruget på omkring 15 procent sammenlignet med sidste år – undtagen onsdag. Den dag steg dataforbruget kun 3 procent, og det skyldes uden tvivl, at flere af de store sociale medier havde generelle upload-problemer det meste af aftenen. På de andre dage har vi set, at Instagram er den app på festivalen, der trækker mest data, så når den er udfordret, har det en stor indvirkning på netværkstrafikken, siger Stefan Ring, der vurderer, at Instagrams populære Stories-funktion er en af årsagerne til, at app’en trækker ekstra meget data i år. 

Roskilde-gæster er vanedyr

Årets stigning var helt forventelig. Derfor havde 3 da også gjort alt, hvad de kunne for at forberede sig på de store datamængder i området. Heldigvis opførte Roskilde-deltager sig, som de plejer, kan 3 se på deres datatal.

- Der er altid en stor stigning i taleopkald hvert år om lørdagen, når folk løber ind på campingområdet. Vi ser en peak-belastning i masterne omkring indgangene, indtil folk er kommet på plads i deres lejr. Så begynder trafikbelastningen at fordele sig mere jævnt i området, hvor streaming af især musik står for store mængder datatrafik. Og når koncerterne for alvor går i gang om onsdagen, eksploderer belastningen på hele vores festivalnetværk, siger Stefan Ring.

Forbrug blandt 3’s kunder på Roskilde Festival 2019 (29. juni kl. 00 – 7. juli kl. 8)

  • Dataforbrug: 87 TB data
  • 8 procent mere datatrafik i forhold til Roskilde Festival 2018
  • Svarer til 1617 døgns uafbrudt streaming af Netflix i HD
  • Torsdag den 4. juli brugte 3’s kunder 14,1 TB data. Det er rekord for dataforbrug på en dag på Roskilde Festival.
  • 3’s kunder brugte til sammenligning 16,7 TB data på hele festivalen i 2014.
  • Den travleste time for talekald var om lørdagen i timen kl. 00 – 01 (timen op til Robyn gik på Orange Scene), hvor der var blev foretaget tæt på 25.000 talekald.
  • Den travleste time for sms’er var onsdag i timen kl. 18 – 19, hvor der blev sendt 22.210 sms'er

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik