Ny Netto-butik er åbnet i dag med et helt nyt koncept: ”Vi er ikke perfekte”

Det bliver en anderledes butik, som københavnerne kan møde, når de fra i dag går på indkøb i den nye Netto.

Den nye Netto-butik på Kongelundsvej 49 på Amager ser meget anderledes ud i forhold til de Netto-butikker, vi kender. Foto: Netto

Netto er klar med et helt nyt butikskoncept med ny indretning, nye farver, færre spot-varer og et særligt fokus på frugt og grønt og nemme måltider. Og første butik med det nye koncept er åbnet i dag på Kongelundsvej 49 på Amager.

Kunderne mener, at det roder lidt for meget i butikkerne, og det har vi lyttet til

Michael Løve, direktør i Netto

Og mange flere af den slags butikker kan følge efter, hvis kunderne elsker det, siger Nettos direktør, Michael Løve.

- Det er på alle måder en test. Vi har brugt 10 måneder på at udtænke et nyt koncept, som kommer ud i fem butikker henover sommeren. Men det er ikke en hemmelighed, at vi er meget optagede af vores kunders reaktioner, for det er nogle ret markante forandringer, vi har lavet i den nye butik.

Læs også "Supermarkedskrig": Denne kæde vil fordoble sig i København

- Hvis vi får gode reaktioner, så er ambitionen at komme op og renovere 100 butikker om året, siger Michael Løve.

Når man kigger på billedet, ligner det lidt, at man træder ind i en Irmabutik. Er det meningen?

Jeg har hørt andre sige det samme, men så langt vil jeg ikke gå. Ambitionen har været at skabe en butik, som er rar at være i, men det er stadig en Netto, bare en federe butik, lyder svaret fra direktøren.

Roder lidt for meget

Og det har været et generelt ønske fra kunderne, at Netto skulle være mindre rodebutik med færre spotvarer.

- Selv om Netto er et stærkt brand, så har kunderne ment, at konceptet er slidt, og at det roder lidt for meget i butikkerne, og det har vi lyttet til, siger Michael Løve.

Læs også Butikskæde vil genanvende 55 millioner kødbakker

Men kan I så opretholde den pæne facade, eller roder det efter et par dage?

- Det er jo en butik, der er i drift fra nu af, så man vil ikke se et glansbillede hver dag. Men ambitionen er stadig, at der er de varer, man skal bruge og et rart rum at være i. Men det kan godt være, vi står og fylder varer op på et ubelejligt tidspunkt, når man lige skal ud og handle, men det er en del af det, der gør, at vi kan drive butikkerne så billigt og opretholde de lave priser.

Vi er ikke perfekte, og det bliver vi aldrig.

Så den nye butik kommer heller ikke til at betyde noget for priserne?

- Nej, det rokker vi ikke ved.

Det har Netto lavet om

  • Markant større frugt- og grøntafdeling
  • En særlig og større sektion med convenience-varer, som findes i forlængelse af frugt- og grøntafdelingen
  • Ny placering til de kendte Spot-varer, som alt efter varetype vil blive placeret nær det faste sortiment af tilsvarende varer
  • Mere plads til køl- og frost med plads til præsentation af det ferske kød
  • Nyt inventar, med en skandinavisk look-and feel-fornemmelse. Eksempelvis med trælook i frugt- og grøntafdelingen
  • Nye farver på inventar og væg, hvor den klassiske gule Netto-farve også har fået en opdatering.
  • Ligeledes justeringer i facadeskiltningen, hvor den gule foliering ikke er en del af vinduerne i butikken – så der kommer meget dagslys ind i butikken.
  • Indretningen i butikken er udarbejdet, så kunderne nemt kan navigere rundt. Udover frugt og grønt vil også convenience, fersk kød og en lang række andre varer blive fremhævet, så kundens indkøbsoplevelse og indkøbsflow forbedres.
  • Ændret belysning i butikken, hvor varerne vil være i fokus
Kilde: Netto

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret