Foto: Lorry

Ny ledelse på plads i Lyngby Boldklub

Lyngby har fået ny ledelse på plads efter balladesag om en sponsortur til Madrid. Dennis Poulsen bliver ny direktør i Lyngby Boldklub, som samtidig tager første skridt mod en kapitaludvidelse.

Dennis Poulsen er ny administrerende direktør i fodboldklubben Lyngby Boldklub, det meddeler klubben i dag i en pressemeddelelse.

Han afløser Christian Hill-Madsen, der for en uge siden trådte tilbage og solgte sine aktier i klubben til Hellerup Finans.

Det skete efter pres fra Hellerup Finans, der truede med at udtræde af fodboldklubben, efter en sponsortur til Madrid for nylig, der udartede sig med blandt andet besøg på en stripbar.

Dennis Poulsen kommer fra en stilling i netop Hellerup Finans.

Samtidig indtræder Torben Jensen, stifter og storaktionær i Hellerup Finans, i bestyrelsen som formand.

Med sig tager han Lars Riis Kofoed som næstformand og Thomas Sonne-Schmidt som bestyrelsesmedlem.

I samme ombæring kickstarter klubben en kapitaludvidelse.

Lyngby topper den næstbedste række med 37 point for 18 kampe og har dermed kurs mod Superligaen inden forårssæsonen.