Foto: TV2/Lorry

Nets var advaret om Se og Hør-spionage

Trods advarsler lykkedes det aldrig Nets at opklare, om Se og Hør overvågede kendte danskeres kreditkort.

En fotograf, der arbejdede på Se og Hør, sendte i januar 2013 flere mails til Nets om, at der blev lækket kreditkortoplysninger. Det afslører TV2 nyhederne torsdag aften.

Fotografen har været vidne til flere episoder, hvor kreditkortoplysninger har ført Se og Hørs journalister på sporet af de kendte.

Den øverste ledelse i Nets ønskede torsdag aften ikke at stille op til interview i tv, men bekræfter over for BT og TV2, at oplysningerne er korrekte.

18. januar 2013 kontaktede fotografen Nets, som bad ham om at:

" ... indkredse hvilke dage der konkret har været tale om, at der skulle være lavet opslag i systemer over, hvordan enkelte kendte bruger deres kort på rejser i udlandet, så kan det måske give os et spor mere at gå efter i forhold til at afdække hvor denne kilde kan stamme fra", oplyser BT og TV2.

Fotografen sendte ifølge TV2 tre eksempler - blandt andet en episode fra 2009, hvor Stein Baggers daværende hustru, Anette Uttenthal, var i udlandet.

Det lykkedes ikke Nets at opklare, om Se og Hør havde overvåget de tre kendte personers kreditkort, men Se og Hør bragte 9. januar 2009 en artikel om Anette Uttenthal, der svarede til de oplysninger, fotografen gav Nets.

Kommunikationschef i Nets, Søren Winge, bekræfter overfor TV2 Nyheder og BT, at Nets i januar sidste år fik en henvendelse fra fotografen.

- Vi fandt i vores undersøgelse ikke noget, der kunne bekræfte de informationer, som vi havde modtaget. Vi opfordrede vedkommende til at overveje at anmelde sagen til politiet.

- Vi har informeret politiet om dette som led i den igangværende efterforskning, og vi har derfor ikke yderligere kommentarer, oplyser Søren Winge til de to medier.