01:00

Nervøse forældre i lufthavnen: Hvor er Lasse?

Håndboldspilleren Lasse Svan Hansens forældre var i tvivl om, hvorvidt deres søn overhovedet ville ankomme til lufthavnen med resten af landsholdet.

Der var lagt op til den helt store gensynsglæde, da venner, familie og bekendte for kort tid siden modtog de danske OL-helte i Kastrup lufthavn. Men for nogle blev ventetiden lidt ekstra spændende.

- Vi ved ikke, om Lasse kommer. Han ville faktisk gerne slippe, men vi ved ikke, om han kunne få lov. Han vil gerne være sammen med sin lille pige og sin kone, som han har savnet. De har jo ikke meget fritid, siger Lasse Svans mor, Lene Svan til TV 2 Lorry.

- Vi har heldigvis hørt fra ham masse af gange. Allerede om natten efter de havde vundet, og der var humøret meget højt. Men vores humør var endnu højere, tror jeg, siger Lasse Svans far, Erik Svan.

Lasse Svan vandt, til de flestes store overraskelse, guld sammen med resten af det danske herrelandshold i håndbold. Det skete, da de slog de dobbelt forsvarende olympiske mestre fra Frankrig med 28-26.

I finalen scorede Lasse Svan Hansen, som oprindeligt kommer fra Store Heddinge, fire mål, og havde igennem hele turneringen en stor andel i Danmarks succes. Det er i øvrigt første gang nogensinde, at det danske herrehåndboldlandshold vinder guld i OL-turneringen. 

I videoafspilleren kan du se, hvad Lasse Svans forældre fortalte, da vi fangede dem i Kastrup Lufthavn for kort tid siden.