Nabovrede over snig-dispensation til Bone's

Roskilde: Naturklagenævnet skal tage stilling til, om det var lovligt, da Roskilde Kommune banede vejen for en Bone's-restaurant i Algade med en dispensation uden nabohøring. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Naboerne, der i dag klager over store lugtgener fra restauranten, fandt først i maj ud af, at der var en restaurant på vej i stueetagen. Men allerede i februar havde kommunen givet dispensation til restauranten, selv om en 44 år gammel partiel byplan, som stadig er gældende, udtrykkeligt slår fast, at der kun må indrettes butikker på stedet.

Forud for dispensationen foretog Roskilde Kommune nabohøring, men ikke af beboerne i blokken. I stedet spurgte man ejendommenes ejere, og dermed blev dispensationen »sneget« igennem, uden at de berørte anede det. Den fremgangsmåde har nu ført til, at beboere har klaget til Naturklagenævnet.

Kommunen, der var under hårdt pres fra Bone's for at udstede dispensationen, begrundede i februar dispensationen med, at byplanvedtægten er fra 1966. I maj, da dispensationen var kommet naboerne for øre, henholdt kommunen sig også til, at det kun er en del af den 784 kvadratmeter store restaurant, der ligger i forhuset, der er forbeholdt butikker.