Det er en hvid Chevrolet Spark som denne, Københavns Vestegns Politi efterlyser. Foto: Københavns Vestegns Politi

Mand forsvundet på mystisk vis: Politiet efterlyser hvid bil

Politiet efterlyser en hvid Chevrolet Spark i forbindelse med 43-årigs forsvinden.

43-årige Sabedin forsvandt fra sit hjem i Ballerup søndag den 4. februar, og ingen har set ham siden.

Han blev meldt savnet af sin familie søndag den 11. februar og efterlyst af politiet den 14. februar,

To uger er nu gået, siden at Københavns vestegns Politi offentligt efterlyste Sabedin med navn og billede. Men det har foreløbig ikke givet pote. For Sabedin har stadig ikke givet livstegn fra sig.

Sabedin er 43 år, dansk statsborger, af makedonsk oprindelse og ca. 170 cm høj.  Foto: Privatfoto/Københavns Vestegns Politi

Derfor efterlyser Københavns Vestegns Politi nu Sabedins hvide Chevrolet Spark fra 2011 med registreringsnummer GF 21840. Den er også set sidst i Ballerup den 4. februar.

Læs også Politi efterlyser 43-årig: Er ikke set i 10 dage

- Vi undersøger fortsat sagen og savner stadig konkrete oplysninger om, hvor Sabedin er. Derfor beder vi nu også offentligheden om hjælp til at finde hans bil. Holder den et sted, eller har nogen set den - så kontakt os gerne, siger efterforskningsleder Andreas M. Christiansen.

Efterforskningslederen oplyser, at politiets undersøgelser indtil videre ikke har påvist, at der er tale om en forbrydelse, og han opfordrer Sabedin til at give lyd fra sig – enten til politiet eller til hans familie.

Sabedin er 43 år, dansk statsborger, af makedonsk oprindelse og ca. 170 cm høj. Han er spinkel af bygning og har hvid hud, mørkt hår, brune øjne. Han er formentlig iført en grå vinterjakke, jeans og mørke kondisko.

  Foto: Privatfoto/København Vestegns Politi