Moskeer i Brøndby stopper al aktivitet på grund af Covid-19: "Vi har også et ansvar"

To moskeer i Brøndby Strand har aflyst alle aktiviteter i to uger, blandt andet deres fredagsbøn. Moskeerne overvejer at holde lukket i en længere periode.

Både den pakistanske og den tyrkiske moske i Brøndby har været tomme for aktiviteter i to uger. Derfor var fredagsbønnen den 20. november også aflyst, ligesom den vil være det den 27.

Årsagen er, at kommunen er en af de kommuner i landet med fleste corona-smittede pr. 100.000 indbygger.

- Vi har også et ansvar i forhold til at få smittetallet ned. Vi skal passe på hinanden, og derfor har vi besluttet at lukke moskeen indtil videre, fortæller formanden for moskeens bestyrelse, Feridun Korkmaz.

Inden bestyrelsen besluttede at aflyse alle aktiviteter i 14 dage, var der en række corona-restriktioner i moskeen, der skulle overholdes.

Alle skulle have deres eget bedetæppe med, der er afstandsmarkeringer på gulvet, håndsprit ved indgangen, og alle blev også bedt om at registrere deres kontaktoplysninger i tilfælde af, at myndighederne skal bruge dem til smitteopsporing.

quote Vi har også et ansvar i forhold til at få smittetallet ned.

Feridun Korkmaz, formanden for moskeens bestyrelse

Men det er altså ikke længere nok, mener bestyrelsen i moskeen.

- Det høje smittetal skal ned. Hvis tallet falder, kan vi så småt begynde at åbne op igen. Måske ikke alle aktiviteter, men nogle af dem, siger Feridun Korkmaz.

Borgmesteren sætter pris på indsatsen

I et opslag på Facebook skriver Brøndby Kommune, at de takker for den pakistanske og den tyrkiske moskes indsats.

Borgmester Kent Max Magelund (S) mener da også, at moskeernes indsats gør en særlig forskel, også selvom coronasmitten er spredt ud over hele kommunen.

- Jeg synes, at det er fantastisk, at de i moskeerne viser samfundssind. De kan være med til at fremme forståelsen af de budskaber, vi sender ud som kommune, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik