Det kæmper jeg for: Mindre støj og mere fuglefløjt

DEBAT: Det kan have fysiske konsekvenser at bo i trafikstøj. Derfor vil Mads Fuglede fra Venstre have støjdæmpende asfalt og en national strategi mod trafikstøj.

Af Mads Fuglede, medlem af Folketinget for Venstre, valgt ind i Københavns Omegns Storkreds.

Hvis der rendte bjørne rundt i København og dræbte 500 mennesker årligt, ville vi gøre noget ved det, men når støjproblemer er skyld i det samme, bliver det stort set ignoreret. Det vil jeg have ændret.

For det kan ikke være rigtigt, at vi i et så veludviklet land som Danmark, hvor staten årligt har et budget på omkring 700 mia. kr., ikke formår at løse et problem, der er til gene for omkring en fjerdedel af befolkningen.

Derfor har jeg haft én klar hovedmærkesag, siden jeg kom i Folketinget, nemlig at mindske trafikstøjen - særligt i Hovedstadsområdet.

Trafikstøj har fysiske konsekvenser

Trafikstøj er nemlig en stor gene for mange mennesker i Hovedstadsområdet – både i den tætte by, i forstæderne og langs hovedfærdselsårene. Støjen mindsker værdien af mange boliger, og den kan medføre gener som søvnproblemer, træthed, hovedpine, forøget blodtryk, stress og forøget risiko for hjertekarsygdomme.

Miljøstyrelsen anslår, at generne indirekte er årsag til op mod 500 dødsfald om året i Danmark. Det er vi nødt til at gøre noget ved.

Det kæmper jeg for

TV 2 Lorry har spurgt samtlige politikere, der er valgt ind i Hovedstadsområdet, hvad de vil kæmpe for i deres område de næste fire år. Bliv klogere på dine politikere her.

Mere jævn fordeling af midler

Historisk set har mange jyske politikere været gode til at holde sammen og skaffe trafikinvesteringer til Jylland. Og ser man på de sidste 10 år, er størstedelen af de statslige penge til infrastruktur gået til Sjælland og Østjylland, hvorimod Hovedstaden er blevet forsømt.

Dette er særligt taget i betragtning af, hvor mange mennesker der både bor i- og besøger Hovedstadsområdet.

Derfor er det vigtigt, at vi politikere, der er valgt i Hovedstadsområdet, kæmper for at få trafikinvesteringer hertil, og at de investeringer ikke altid fokuseres på nye veje, men derimod også på støjdæmpende tiltag.

Helt konkret vil jeg kæmpe for, at der bliver oprettet en fordelingsnøgle, således at minimum 50 procent af pengene fordeles efter, hvor folk bor. Det er kun rimeligt. Derved vil der forhåbentligt komme en mere jævn fordeling af midlerne. De midler kan bl.a. bruges til at indføre miljøzoner, lægge støjdæmpende asfalt, opsætte støjværn samt lade de største statsveje blive gravet ned eller pakket ind.

"Vi skal have en national strategi"

Det vigtigste er dog, at det hele bliver en del af en national strategi mod bekæmpelse af trafikstøj. For selvom det er glædeligt, at flere kommuner er begyndt at lave lokale støjløsninger, så er vi nødt til at tænke løsningerne sammen.

Ansvaret for dét ligger i Folketinget. Det ansvar vil jeg kæmpe for, at vi tager på os. For det er på tide, at vi begynder at løse støjproblemerne fra bunden. Det fortjener danskerne, og det fortjener særligt de mange støjplagede borgere i Hovedstadsområdet.

Jeg vil kæmpe for, at I skal vågne til fuglefløjt - ikke trafikstøj.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik