Massiv sexchikane på plejehjem

Plejepersonalet i Københavns Kommune udsættes i stor stil for sexchikane fra borgerne, når de passer deres arbejde, skriver Berlingske Tidende.

Ifølge en undersøgelse fra kommunen oplever 29 procent af social- og sundhedsmedarbejderne og sygeplejerskerne på byens plejehjem chikane af seksuel karakter i arbejdstiden, og det er et alarmerende højt tal, fastslår Venstres medlem af Socialudvalget i Københavns Kommune, Leslie Arentoft. »Det er helt vanvittigt. Sexchikane kan nok aldrig helt undgås, når personalet arbejder med f.eks. meget demente borgere og psykisk syge mennesker, men det er tankevækkende, at omfanget er så stort,« siger hun. Københavns Kommune driver både traditionelle plejehjem og særlige psykiatriske plejehjem, der er organiseret i hhv. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen. Når det gælder de traditionelle plejehjem, så er det ofte demente beboere, der står bag sexchikanen. Ifølge Charlotte Agger, der er forstander på demenscentret Pilehuset, kan chikanen både være fysisk og verbal. »Der kan være eksempler på, at en dement borger pludselig bliver meget fascineret af en kvindelig ansats bløde, runde former og så begynder at røre ved hende. Som regel ligger der ikke en decideret planlægning bag chikanen, og når det gælder de demente, har borgeren ofte glemt sin handling umiddelbart efter. Personalets reaktion kan være meget forskellig. Nogle tager det ikke så tungt, mens andre føler det mere krænkende, og derfor har vi også mulighed for at tilbyde psykologsamtaler, hvis det er nødvendigt,« siger Charlotte Agger. I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen under ét er det 14 procent af medarbejderne, der udsættes for sexchikane fra borgerne. Men ifølge borgmester Mogens Lønborg (K) bliver det vanskeligt at få tallet bragt ned. »Sexchikane er et grundvilkår i den type arbejde, hvor man kommer ud for lidt af hvert. Derfor uddanner vi også vores personale i bl.a. konflikthåndtering, der giver medarbejderne mulighed for at tackle den slags situationer, men er der brug for mere uddannelse, så vil jeg ikke tøve et sekund med at sætte det i værk,« siger Mogens Lønborg. I fagforbundet FOA, der organiserer social- og sundhedsmedarbejderne, er man tidligere stødt på problemer med borgere, der krænker personalet seksuelt. Det kan være verbal chikane, når personalet:»Der er borgere, der helt bevidst krænker personalet, og i de tilfælde må vi forlange, at ledelsen skrider omgående ind og får stoppet den pågældende. I andre tilfælde er der tale om syge mennesker, der ikke er klar over, hvad de foretager sig, og her kan det f.eks. være en løsning at sende en mand ind til vedkommende i stedet for en kvinde,« siger Karen Stæhr. I Københavns Kommune som helhed er det knap hver tiende medarbejder, der udsættes for sexchikane fra borgerne. Sexchikane forekommer også medarbejderne imellem. Fire procent af plejepersonalet oplever, at en kollega udøver seksuel chikane.