Lukning af kro er et mareridt for brudepar

Fortvivlelse, bekymring og talrige tårer har præget hverdagen for Anja og Casper Andreasen i Greve siden de i lørdags erfarede, at deres drømmebryllup på Vallø Slotskro 21. august ikke bliver til noget.

De havde intet hørt fra værtsparret på kroen, da de i DAGBLADET Køge læste, at forpagtningskontrakten ophører her ved udgangen af maj.
- Jeg fatter ikke, at vi skal behandle spå den måde. Forrige søndag talte jeg med forpagter Mary Jeppesen om noget praktisk i forbindelse med trykningen af invitationer. Hun nævnte ikke et ord om, at den drøm af en bryllupsfest vi har sparet sammen til, uden videre bliver aflyst tre måneder før, siger Anja Andreasen til DAGBLADET Køge.
Bekræftelsen på reservation inklusive reception og aftenfest samt overnatning med mere, kom pr. e-mail 21. september i fjor, hvor man bl.a. kan læse følgende:
»Det glæder os på Vallø Slotskro at skulle afholde Jeres Bryllup som ønsket, tusind tak for tilliden. Bedste hilsner fra Benny Jeppesen.«
I går rykkede parret Slotskro for en aflysning af aftalen. Den kom kort efter fra Mary Jeppesen med en bemærkning om, at det er trist at det er gået sådan, men at de er uden skyld.
Det er ingen trøst for det unge par, der nu leder med lys og lygte efter et andet velegnet sted. Det vil formentlig betyde ekstra omkostninger, men den difference vil parret kæmpe for at få dækket.
Forpagterparret ønsker ikke at tale med pressen, men deres advokat, Bjarne Fabech-Larsen, sagde forleden, at der ikke er taget imod bestillinger siden det blev en kendsgerning, at Vallø Stift ikke ønskede at forlænge aftalen.