Louise vil bruge din brugte mascarabørste til at hjælpe dyr i nød

Louise Stabell ville starte en lokal indsamling af brugte mascarabørster - nu får hun henvendelser fra hele landet. Børsterne kan nemlig hjælpe dyr i nød.

”Kære venner!

Jeg skal bruge din brugte mascara!”

Sådan starter et facebookopslag fra Louise Stabell, som siden har spredt sig som en steppebrand på det sociale medie.

Sagen er den, at din brugte mascarabørste ikke behøver at have aftjent hele sin værnepligt, når mascaraen til øjenvipperne er brugt op.

I stedet for at ende i skraldespanden kan den være med til at hjælpe de mange vilde dyr, der hvert år kommer til skade og havner på vildtplejecentre i det ganske land.

"Det er lidt sært projekt"

- Det er et lidt sært projekt, jeg har gang i, medgiver Louise Stabell, da hun bliver ringet op af TV 2 Lorry.

quote De små, tætte børster er rigtig gode til at fjerne larver, æg og lus fra vildtet

Louise Stabell

- Jeg er i gang med at indsamle de her brugte mascarabørster fra private mennesker. De kan nemlig bruges som en slags lusekam i vildplejecentre. De små, tætte børster er rigtig gode til at fjerne larver, æg og lus fra vildtet, som kommer ind, siger hun.

Børsterne kan ifølge Louise Stabell hjælpe så godt som alle dyr, der lever i den danske natur og kommer på et vildtplejecenter.

Dyr undersøges og får fjernet lus og utøj

På centrene bliver dyrene nemlig undersøgt og får renset fjerene, pelsen eller piggene for at undgå, at der spreder sig sygdomme dyrene imellem.

Louise Stabell studerer til dagligt biologi på Københavns Universitet. Sin fritid bruger hun på at være miljøaktivist.
Louise Stabell studerer til dagligt biologi på Københavns Universitet. Sin fritid bruger hun på at være miljøaktivist.
Foto: Privatfoto

- Når du tager dyr i pleje, er de på centre, hvor der er andre dyr. Det kan ikke nytte noget, at de har noget i pelsen, som kan smitte andre dyr med sygdomme, siger Louise Stabell.

Derfor skal dyrene gennem tættekammen, før de kan komme videre ind i centret. Og til det bruges der dyre lusekamme, som ”koster en formue”, som Louise Stabell forklarer det.

- Ellers bruger man nogle meget dyre lusekamme. Det er lidt bedre for miljøet, at man kan bruge noget, som er blevet brugt én gang før, tilføjer hun.

Louises guide til genbrug af mascarabørster

Før mascarabørsterne kan bruges til at hjælpe dyrene, skal de renses.

Her følger Louise Stabells lette tre-trins-guide til rene mascarabørster:

 

  • Saml mange mascarabørster først, så du ikke behøver vaske ad flere omgange.

  • De brugte mascarabørster rengøres i vand og sæbe.

  • Læg dem i blød i blandingen natten over.

Overvældet af henvendelser

Da Louise i første omgang gik i gang med at forme idéen om at samle de brugte mascarabørster ind, var planen blot, at projektet skulle være småt og lokalt med omdrejningspunkt i Hvidovre, hvor hun bor på et kollegieværelse.

Men efter hun tirsdag eftermiddag lagde et opslag på Facebook om indsamlingen, er ambitionerne nu noget større.

quote Mange har spurgt efter min adresse, så de kan sende børsterne til mig.

Louise Stabell

Opslaget gik viralt, og Louise Stabell har modtaget så mange henvendelser fra personer, som gerne vil donere de brugte mascarabørster til hende, at hun ikke længere har tal på det.

- Nu har det spredt sig på Facebook, og der har været rigtig mange delinger, og mange har spurgt efter min adresse, så de kan sende børsterne til mig. Men jeg har slet ikke plads til dem, fortæller Louise Stabell.

Allerede nu har hun kontakt til vildtplejecentret Farstrup Vildtpleje, der ligger i den nordjyske by Nibe. De vil meget gerne aftage brugte mascarabørster, som Louise Stabell får samlet sammen. Det håber hun også, at andre vil.

- Så nu leder jeg efter nogen, som kan være med i det her projekt, siger hun til TV 2 Lorry.

Et "hverdagsgrønt" initiativ

Louise Stabell studerer biologi på Københavns Universitet og bruger sin fritid som miljøaktivist. Én af hendes missioner er, at danskerne bliver bedre til at udnytte det, hun kalder ”hverdagsgrønne initiativer”.

- Det er jo godt for miljøet, hvis vi kan undgå at smide ting ud, som kan bruges igen. Og det her er et godt eksempel på, hvordan man er hverdagsgrøn, siger hun.

quote Nu prøver jeg at få styr på alt det praktiske – for jeg kan ikke modtage alle de her mascarabørster endnu!

Louise Stabell

Så nu bruger hun alle sine vågne timer på at få projektet til at flyve – og meget tyder på, at opmærksomheden endnu ikke har toppet.

- Jeg skal i radioen i morgen, i fjernsynet den 29. maj og Go’ Morgen Danmark har også ringet til mig, siger Louise Stabell og tilføjer:

- Så nu prøver jeg at få styr på alt det praktiske – for jeg kan ikke modtage alle de her mascarabørster endnu!

Vil du donere din brugte mascarabørste?

Så kan du kontakte Louise Stabell på Facebook-siden Louises Mascara indsamling.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik