Ny køber planlægger sammen med Statens ejendomsselskab Freja at indrette efterskole, højskole og krisecenter for voldsramte kvinder i Auderødlejren. Foto: TV2/Lorry

Lokal gruppe sat ud af spillet om Auderød

Lokale initiativgruppe er blevet forbigået i fremtidsplanerne for den gamle kasserne i Auderød, Frederiksværk. Ny køber planlægger sammen med Statens ejendomsselskab Freja at indrette efterskole, højskole og krisecenter for voldsramte kvinder i Auderødlejren.

Den lokale inititivgruppe, der sidste år fremlagde planer om et Idræts- og Sundhedscenter i Auderødlejren, vil i nær fremtid drøfte den invitation til dialog, som ejendomsudvikler Bjørn Ibsen og borgmester Steen Hasselriis kom med i Frederiksborg Amts Avis lørdag. Her kunne avisen præsentere Bjørn Ibsens planer for den gamle militærlejr, der frem til november fungerede som Asylcenter.

Bjørn Ibsen har forhandlet en købsaftale med statens ejendomsselskab Freja med det formål at indrette efterskole, højskole og krisecenter for voldsramte kvinder i Auderødlejren.

Købet er betinget af, at Halsnæs Kommune udarbejder en lokalplan, der sikrer at området kan anvendes til det formål.

- Hele forløbet er lidt mystisk, vi var parat til at realitetsforhandle med Freja, men Freja har ignoreret os totalt og vi er sat på sidelinjen. Freja har ikke svaret på vores seneste henvendelse og ingen har kontaktet os siden nytår, siger talsmand for initiativgruppen Leif Hansen.

Da Freja Ejendomme A/S i stedet har valgt at forhandle med Bjørn Ibsen, ligger planerne for Idræts- og Sundhedscentret stille, men de er ikke opgivet.

- Vi er ikke døde, og vi er ikke kede af det, understreger Leif Hansen.

Derfor vil han heller ikke afvise nærmere drøftelser med Bjørn Ibsen om et muligt samarbejde.