Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

Lars Løkke får støtte af sin egen valgkreds i Lejre

Lars Løkke Rasmussen (V) er stadig Lejre og Hillerøds bedste bud på en Venstre-statsminister.

Venstre i Lejre, kommunen hvor Lars Løkke Rasmussen (V) er opstillet som folketingskandidat, bakker fortsat fuldt op om formanden.

- Vi mener stadigvæk, at Lars Løkke Rasmussen er den bedste statsministerkandidat, så vi støtter fuldt ud op om ham, siger formand for Venstre i Lejre, Søren Ole Nielsen, til Ritzau.

- Han har sådan set haft vores støtte hele tiden, men vi var nødt til lige at holde et bestyrelsesmøde, før vi kunne melde noget ud. Vi vil gerne køre en fornuftig demokratisk proces, og det synes jeg, vi har gjort.

- Der har været noget fremme om, at vi trak tiden ud og så videre, men rent praktisk havde vi faktisk ikke mulighed for at mødes før i dag (søndag, red.).

Søren Ole Nielsen har søndag personligt orienteret Lars Løkke Rasmussen om beslutningen, der blev truffet af en enig bestyrelse.

Også i det nordsjællandske nyder partiformanden fortsat tillid. Venstre i Hillerød kunne efter et møde søndag melde klart ud.

- Lars Løkke er ubestridt den mest kompetente og visionære politiker i vores tid. Vi støtter Lars Løkke som formand for Venstre og som Venstres statsministerkandidat.

- Vi har brug for det, som Lars Løkke kan. Nemlig, at omforme politiske visioner til konkrete løsninger, der virker, og har effekt, i modsætning til hvad den nuværende regering præsterer, udtaler formand for Venstre i Hillerød, Jakob Truelsen, i en pressemeddelelsen.

Tidligere søndag har jyske Venstreforeninger i Ikast-Brande, Lemvig, Thisted og Skanderborg vendt Lars Løkke Rasmussen ryggen. I alt har 14 af de 98 kommuneforeninger meddelt, at de ønsker en ny partiformand.