Foto: TV 2 Lorry

Kvinde lænket til bilrat af eksmand

Jalousi over et forlist ægteskab fik, ifølge sigtelsen, en 40-årig mand til at tage sin ekskone til fange, lænke hende til rattet på en bil og true med at køre hende og sig selv i i Dragør havn natten til lørdag.

Sådan lyder sigtelsen mod manden, der i dag blev fremstillet in absentia i Dommervagten i København og varetægtsfængslet i 10 dage. Han skal genfremstilles, når hans helbredstilstand tillader det.

Parret har fire børn sammen.

Frihedsberøvelsen skete, ifølge sigtelsen, natten til lørdag på et ikke nærmere fastlagt tidspunkt omkring kl. 04.30 i en lejlighed på Egildsgade på Amager.

- Han har taget hende med på havnen og lænket hende til bilen og truet med at køre i havnen, hvis hun ikke fortalte, hvad der foregik, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Henrik Vedel, til Ekstra Bladet.

Han ved ikke, præcist hvor på havnen, det foregik.

- Det eneste, hun fortæller, er, at han holder til ved kajkanten og truer med at køre ud over kanten med dem begge to i. Så opgiver han efter at have siddet i bilen i længere tid, fortæller han om politiets sigtelsen mod manden.

Kvinden, der stort set ikke led fysisk overlast, blev derefter sluppet fri, men var efterfølgende meget traumatiseret og kontaktede et hospital for at få hjælp. Herefter kom politiet ind i sagen.